Karen Hækkerup takker af i Landbrug & Fødevarer

LANDBRUG – Efter fire år som øverste topchef for Landbrug & Fødevarer stopper Karen Hækkerup ved udgangen af september. Hun siger, hun vil bruge mere tid på familien.

Karen Hækkerup takker af efter fire år som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

- Det har ikke været nogen let beslutning, og den har været længe undervejs. Alligevel går jeg med et smil på læben, siger Karen Hækkerup, der i dag overraskende meddelte, at hun stopper som øverste direktør i Landbrug & Fødevarer.

Hun er »stolt af de danske landmænd og fødevarevirksomheder«.

- Stolt også af, hvad jeg selv har været med til at udrette i Landbrug & Fødevarer. Jeg har prøvet at tage springet før. Det gjorde jeg, da jeg forlod politik. Nu går jeg fra et absolut topjob. Men som da jeg gik ud af politik, var der noget andet jeg virkelig havde lyst til. Det er der også nu, hvor jeg har brug for at hellige mig min familie, forklarer hun.

I Karen Hækkerups tid som adm. direktør har Landbrug & Fødevarer gennemført store organisationsændringer ligesom arbejdet med den omstridte fødevare- og landbrugspakke har fyldt meget.

Efter den russiske embargo hvor danske fødevarer pludselig ikke kunne blive afsat, har Karen Hækkerup i sin tid i Landbrug & Fødevarer også brugt mange ressourcer på at åbne markeder i blandt andet Asien herunder særligt Kina og Japan, fortæller Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

Merrild: Jeg er rigtig ked af det
- Jeg er rigtig ked af, at Karen har meddelt mig, at hun stopper. Karen Hækkerup har været en stærk repræsentant for landbruget og fødevareerhvervet. Det har været en styrke for vores organisation og medlemmer, at det er Karen Hækkerup, der har været vores direktør. Jeg vil gerne takke Karen for hendes store indsats hvor hun dygtigt og engageret har formidlet vores erhvervs budskab, siger Martin Merrild.

Inden Karen Hækkerup stopper i Landbrug & Fødevarer varetager hun de opgaver, der er i kalenderen indtil udgangen af september.

- Karens engagement med at tage ud i verden og arbejde for markedsadgang har været en væsentlig årsag til, at vi har udvidet vores medlemmers adgang til nogle af de vigtigste markeder i verden. Den indsats er og har været uvurderlig for de danske fødevarevirksomheder, siger Asger Krogsgaard, næstformand i Landbrug & Fødevarer.

Fra justitsminister til toppost i landbruget
Karen Hækkerup blev i 2006 valgt til Folketinget for Socialdemokratiet og har tidligere været fødevareminister og justitsminister. Den 10. oktober 2014 meddelte hun, at hun ville gå af som justitsminister for at blive direktør i Landbrug & Fødevarer, hvor hun afløste den Venstre-politikeren og tidligere forsvarsminister Søren Gade.

Karen Hækkerup siger, at hun ikke har noget nyt job på hånden. Den kommende tid skal gå med at være sammen med familien.

- Nu er tiden kommet til, at jeg vil prioritere min familie. Jeg vil give mig god tid til at finde ud af, hvad det næste skridt i min karriere skal være, siger Karen Hækkerup.

Fra 1. oktober vil Anne Lawaetz Arhnung være konstitueret som adm. direktør. Landbrug & Fødevarer går nu i gang med arbejdet med at finde en ny adm. direktør.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: