Karen Hækkerup (S) går af som justitsminister og bliver ny direktør for Landbrug & Fødevarer. Karen Hækkerup afløser Søren Gade på posten.
Den 40-årige Karen Hækkerup har siddet i Folketinget siden 2005. Hun var fra august 2013 fødevareminister i fem måneder og udtrykte dengang overraskende stor sympati og forståelse for landbruget og erhvervets interesser.
- Jeg har glædet mig til at stå over for verdens bedste landmænd. Jer og jeres forgængere har med flid og nøjsomhed bygget det landbrug op, som vi lever af i dag. Et landbrug, som tjener milliarder hjem til os alle sammen og har skabt tusindvis af jobs, sagde Karen Hækkerup ifølge Altinget i sin tale som fødevareminister på landbrugets delegeretmøde i 2013.
Mange vil også huske, at hun straks som fødevareminister fik fjernet ordet ‘sprøjtegift’ fra Fødevareministeriets sprogbrug for at erstatte det med det mindre værdiladede ‘pesticider’.
Karen Hækkerup har haft en fremtrædende rolle i regeringen og var for kort tid siden på tale som ny kommissær. Mette Frederiksen bliver ny justitsminister.
Imponeret af landbruget
Karen Hækkerup ser frem til at begynde i jobbet som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.
- Som fødevareminister blev jeg imponeret af den kreativitet, flid og iværksættertænkning, der er blandt landmænd og fødevareproducenter, siger Karen Hækkerup.
- Så da Martin Merrild kontaktede mig om at blive administrerende direktør, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Så nu lukker jeg endegyldigt bogen efter 17 år som politiker, og glæder mig ubeskriveligt til at åbne en ny som adm. direktør for Danmarks vigtigste erhverv, siger hun.
Karen Hækkerup siger til DR, at hun hele tiden har vidst, at hun efter 17 år som politiker, ville søge noget andet.
- Muligheden er blot kommet lidt før, end jeg havde ventet, siger hun.
- Posten er vigtig for at skabe arbejdspladser og for at få skabt respekt for landbruget, siger hun til DR Nyheder.
Unik viden og indsigt
Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild siger om udnævnelsen af Karen Hækkerup.
- Jeg er utrolig glad for, at Karen Hækkerup har sagt ja til at stå i front for Landbrug & Fødevarer. Karen Hækkerup er fremragende til at kommunikere og sætte retning. Hun har via sine mange topposter i politik fået en unik viden og indsigt i, hvordan man skaber politiske resultater, siger formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.
- Derfor er Karen Hækkerup den helt rette til at synliggøre, hvordan den samlede fødevareklynge – med de bedst mulige rammevilkår – kan bidrage endnu mere til det danske samfund, siger han.
L&F-formanden fremhæver, at Karen Hækkerup i sin tid som fødevareminister var i stand til at begejstre både landmænd og fødevarevirksomheder, og samtidig fortælle omverdenen, hvordan vi som samfund kan få det fulde potentiale ud af et af Danmarks største eksporterhverv.
- Karen Hækkerup viste i sin tid som fødevareminister, at hun forstår, hvordan verdens bedste landmænd kan blive endnu bedre, og tjene endnu flere penge hjem til det danske samfund. Selv om mange landmænd lige nu har det økonomisk svært, så er det vigtigt at holde fokus på, at fremtiden på lidt længere sigt ikke er så sort, som den har været. Her vil Karen Hækkerup være et kæmpe aktiv for det samlede fødevareerhverv, siger Martin Merrild.
Karen Hækkerup har i regeringens tid bestridt tre ministerposter. Imellem posterne som social- og integrationsminister og justitsminister var hun fødevareminister.
Karen Angelo Hækkerup, født 12. juni 1974 i Hillerød, datter af pensioneret lærer Erik Debois og psykolog Kirsten Angelo Schmidt. Gift med MF Ole Hækkerup. Parret har børnene Mads, født i 2000, Ellen, født i 2002, og Kirstine, født i 2007.
Socialdemokratiet
Parlamentarisk karriere
Uddannelse og erhverv
Tillidshverv
Kilde: Folketinget