Kaos i Folketinget før afstemning om havbrug

NATUR – Pia Kjærsgaard måtte mane til ro i Folketingssalen og gennemføre to afstemninger, før Folketinget kunne forkaste Alternativets forslag om fornyet behandling af det kontroversielle lovforslag om havbrug, der nu er vedtaget.

Så er der grønt lys fra Folketinget til at etablere nye store havbrug ud for Djursland.

Af Flemming Seirsen, journalist

Der opstod kaotiske tilstande i Folketinget torsdag formiddag den 1. juni, da lov nr. 111 om nye havbrug skulle til 3. behandling. Alligevel blev loven dog senere vedtaget.

Kaos begyndte, da Christian Poll fra Alternativet foreslog, at lovforslaget skulle sendes tilbage til fornyet behandling i Miljø- og Fødevareudvalget. Derefter skulle der to afstemninger til, før forslaget om en ny udvalgsbehandling blev forkastet.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, måtte flere gange mane til ro i salen. Hun irettesatte Christian Poll, fordi han ikke inden mødet havde orienteret hende om, at han ville fremsætte et forslag om at sende lovforslaget tilbage til udvalget:

- Vil Christian Poll have behandlingen af lovforslaget afbrudt, spurgte Pia Kjærsgaard.

- Ja, hvis det er muligt, svarede Christian Poll.

Læs også: S og DF giver grønt lys for Esben Lundes nye havbrug

Derefter dekreterede Folketingets formand en pause, inden der skulle stemmes om dette
forslag. Mødet blev genoptaget og igen afbrudt, og så stemte 52 for, at lovforslaget skulle tilbage til udvalget og 53 imod. Altså kun en margin på 1 stemme. Men så blev der uro i salen og flere medlemmer kom ind. Derefter foreslog Pia Kjærsgaard en ny afstemning. Det kaldte latteren frem i salen og fik formanden til at sige:

- Det her er ikke så sjovt, som medlemmerne åbenbart synes. Vi går til en ny afstemning, og så håber jeg, at systemet virker hos alle.

81 stemte for loven om havbrug – 22 imod
Resultatet af den anden afstemning blev 51 stemmer for og 54 imod. Derefter blev der så stemt om selve lovforslaget: 81 for og 22 imod. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti havde på forhånd indgået en stemmeaftale med regeringen om at stemme for.

Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten kæmpede ellers til det sidste mod loven. Det er indbyggerne ved Djurslands kyster, og turismen der kommer til at betale prisen for denne lov. Der vil få uoverskuelige konsekvenser. Ikke mindst efter oplysninger i dag om, at havbrugene vil udvikle resistente bakterier.

Lisbeth Poulsen fra SF advarede også og henviste til modstanden fra en enig kommunalbestyrelse på Samsø og advarslerne fra kommunerne på Djursland.

Havbrug giver renere vand, mener Venstre
Thomas Danielsen, Venstre, kunne ikke forstå modstanden. Havbrugene vil betyde renere vand, lød det. Havbrugene vil jo med hjælp af muslingefarme rense vandet 115 procent, sagde han og henviste til, at Danmark er førende på dette område. Og Miljø- og fødevareministeren redegjorde allerede den 26. april for spørgsmålet om de resistente bakterier, tilføjede han.

Maria Reumert Gjerding svarede, at det nye er, at forskerne advarer mod de kritisk farlige bakterier. Og vi ved ikke noget om effekten af muslingefarmes i det åbne hav. Der er kun gennemført forsøg i lukkede farvande som Skive Fjord.

S: Vi har påvirket loven
Socialdemokratiets ordfører i sagen, Simon Kollerup, bebrejdede Enhedslisten, at de ikke havde gjort andet end at stille en række spørgsmål i stedet for at påvirke loven, som Socialdemokratiet har gjort.

- Men det er slet ikke godt nok, svarede Maria Reumert Gjerding. Enhedslisten ønsker ikke burfisk i det åbne hav, men en forbedring af forholdene for de naturlige fiskebestande, hvor de er helt nedfiskede, understregede hun.

Lovforslag nr. 111 om nye havbrug blev vedtaget med 81 stemmer for.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: