En ny kampagne, der skal giver Danmarks 30 millioner svin bedre vilkår har fra begyndelsen vind i sejlene. På blot 36 timer har 10.000 danskere sagt nej tak til burgrise. De vil blandt andet sætte en stopper for smertefuld kastration og halekupering og kræver mere plads til dyrene.
- Vi er meget glade for, at danskerne melder sig på banen og siger fra over for de kummerlige forhold, som mange grise lever under. Det kommer som et chok for mange, at smertefulde indgreb som halekupering og kastration uden bedøvelse stadig finder sted i et land som Danmark. Men det er desværre hverdagen for millioner af grise.
Sådan siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, efter, at de første 10.000 underskrifter nu er i hus.
Kampagnen mod burgrisenes kummerlige forhold blev fløjtet i gang mandag morgen. Den skal oplyse befolkningen om grisenes forhold og lægge pres på beslutningstagerne i Danmark og EU for at få skabt bedre vilkår for dyrene.
Stop for kastration og halekupering
Blandt foreningens krav er et øjeblikkeligt stop for kastration uden brug af bedøvelse med henblik på en fuldstændigt udfasning af kastration af hangrise inden 2024.
Foreningen ønsker også mere plads og flere rodematerialer i de industrielle stalde, da ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at 1,2 kvadratmeter plads og 1,5 kilo halm om dagen pr. gris mindsker den stress, der kan lede til, at grisene bider i hinandens haler. I dag får 97 procent af alle danske grise klippet halen af for at undgå halebid.
Tre ud af fire vil have bedre vilkår for grisene
Analysebureauet Epinion har i en ny, stor undersøgelse spurgt danskerne om deres holdning til dyrevelfærden for de danske grise. Her svarer hele tre ud af fire (72 pct.), at grisene skal have bedre forhold, end de har i dag.
Mere end hver tredje (40 pct.) af danskerne går endda så langt som at sige, at kød fra kastrerede og halekuperede grise helt skal fjernes fra kølediskene.
Dyrenes Beskyttelse fortsætter underskriftsindsamlingen for at skabe så stor folkelig opbakning bag kravet som muligt.
De fleste forbinder et godt griseliv med, at dyrene kan komme udenfor, og at de kan udfolde deres naturlige adfærd. Det kan de ikke i den danske svineindustri, hvor der er store problemer med dyrevelfærden, bl.a.:
Kilde: Dyrenes Beskyttelse