Drømmer du om at køre elbil, så er chancen der nu.
Elbiloperatøren ChoosEV, der 1. juni åbner sit landsdækkende netværk til opladning af elbiler, har nemlig i den anledning sænket prisen markant på Danmarks mest solgte elbil Peugeot iOn.
- Vi vil gerne gøre det nemt og enkelt at køre elbil. Derfor har vi sammensat en komplet elbilløsning, hvor man både får elbil, egen ladeboks derhjemme og installation af denne samt adgang til vores landsdækkende netværk af hurtig-ladestandere for kun 174.500 kroner inklusiv moms. Det er Danmarks laveste totalpris på en komplet elbilsløsning, fortæller Lars Bording, administrerende direktør i ChoosEV.
Gør høje brændstofpriser til fortid
Bilen i kampagnetilbuddet er en Peugeot iOn, som er Danmarks mest solgte elbil. Bilen har automatgear og en kørselsrækkevidde på op til 150 kilometer og er en praktisk by- eller pendlerbil, der sørger for, at kørslen foregår nemt og kvikt.
- Elbiler er meget hurtige i acceleration og også Peugeot iOn. Med en elbil, gør man samtidig høje brændstofpriser og besøg på tankstationen til fortid. Nu lader man blot op derhjemme. Tankstationen er med andre ord flyttet hjem i garagen, og man slipper for at skulle på tanken og kan – afhængig af sin strømpris – ’tanke’ fuldt op for kun cirka 32 kroner, fortæller Lars Bording.
Med et ChoosEV-abonnement tanker man samtidig el til lav pris, når man tanker el på ChoosEV’s offentligt tilgængelige ladenetværk.
Kør grønt og uden at forurene
Mange vil sikkert også værdsætte, at de som elbilist kører grønt og ikke forurener, når de kører rundt. Elbiler udleder således ingen CO2, partikler og lignende, når den kører, ligesom elbiler ikke støjer.
- Vi håber, at vi med kombinationen af dette rigtig gode tilbud og med åbningen af vores landsdækkende ladenetværk har fjernet to af de største forhindringer hos forbrugerne for at købe en elbil. Nu er elbilen både indkøbsprismæssigt konkurrencedygtig med en konventionel bil, og det landsdækkende og sammenhængende ladenetværk giver tryghed i forhold til, at man som elbilist kan komme rundt. Så nu er der absolut ingen undskyldning for ikke at køre elbil, slutter Lars Bording.