Kamp mod madspild midt i København

MAD – Torsdag bliver der uddelt gratis mad lavet af overskudsvarer til flere tusind mennesker på Rådhuspladsen i København. Det sker ved Danmarks største event mod madspild som miljøminister Kirsten Brosbøl og Stop Spild Af Mad er vært for.

Stop Spild Af Mad og partnere afholdte for nylig Finlands største event mod madspild United Against Food Waste - som er i 2014 en del af nordisk event-række, United Against Food Waste Nordic. Eventen bød på gratis bespisning af flere tusinde mennesker med gode overskudsfødevarer - med talere som bl.a. Afsané Bassir-Pour, Direktør af FN's informationscenter i Bruxelles UNRIC. Foto: Stop spild af mad

Mad, der smides ud, udgør et unødvendigt spild af ressourcer – både selve fødevarerne og de ressourcer, der er brugt til at fremstille dem.

Danmarks største event mod madspild – ‘Sammen Mod Madspild’ – bliver åbnet af miljøminister Kirsten Brosbøl på torsdag den 9. oktober på Rådhuspladsen i København. Her kan alle få inspiration og råd om, hvordan de undgår at smide god mad ud.

- Vi kan alle sammen gøre en forskel, hvis vi begynder at tænke bare lidt mere over, hvordan vi undgår, at god mad ender i skraldespanden. Madspild udgør næsten en fjerdedel af det affald, vi smider ud derhjemme. Det ikke kun skidt for husholdningsbudgettet. Vores planet kan ikke blive ved med at holde til, at mad bliver produceret direkte til skraldespanden, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Danskerne er ved at få øjnene op for, at det er vigtigt at bekæmpe madspild. ‘Sammen Mod Madspild’ handler netop om at samle borgere, NGO’er, og virksomheder til en fælles indsats mod problemet.

Torsdagens arrangement bliver bakket op af Coop, Hotel- og Restaurantskolen, Rema1000, Projekt Hjemløs, Meyers Madhus, Katrine & Alfreds Tomater, WWF Danmark og Miljøpunkt Indre By.

Strategi på vej
- Jeg er rigtig glad for, at så mange forskellige aktører bakker op om ‘Sammen Mod Madspild.’ Madspild er alles ansvar, og kun ved fælles indsats og hjælp kan vi vinde kampen, siger Kirsten Brosbøl.

- Forbrugerne skal blive bedre til kun at købe det, de har brug for, og supermarkederne bør sælge mad i mindre pakker, så intet går til spilde. Selv har jeg en strategi for forebyggelse af affald på vej, som indeholder flere initiativer til at reducere madspildet, siger miljøministeren.

På Rådhuspladsen vil der mellem kl. 14 og 17 blive serveret gratis overskudsmad for de fremmødte og budt på smagsprøver fra forskellige standpladser, mens DJ Master Fatman vil levere den musikalske kulisse.

‘Sammen Mod Madspild’ er arrangeret af Miljøministeriet og forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad i samarbejde med EU’s projekt mod madspild, FUSIONS. Arrangementet bliver afholdt for andet år i træk, og sidste år trak begivenheden flere end 6.000 mennesker til.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: