Kaffebønder strejker på grund af lave priser

COLOMBIA – En kaffestrejke i Colombia fortsætter på fjerde dag. Vejblokader er begyndt at skabe mangler på varer i de store byer. Regeringen vil åbne for forhandlinger.

Priserne på kaffe på verdensmarkedet falder, og det skaber social uro i Columbia. (CC BY flickr CIAT International Center for Tropical Agriculture).

Af Af Nikolaj Skydsgaard

Sydamerikas næststørste kaffeland efter Brazilien oplever i disse dage massive strejker. Colombias kaffebønder kræver mere statsstøtte i en tid, hvor kaffepriserne er faldende. Strejken har nu varet i fire dage, og kaffebønderne blokerer motorveje og gader i hovedbyer, hvilket forhindrer varer i at komme frem til de store byer. Der har været flere sammenstød mellem politi og demonstranter, skriver El Colombiano.

Kræver støtte og gældsanering
Bønderne kræver, at eksportstøtten til deres kaffe bliver hævet. Derudover kræver de statstøtte til gødning, samt at gæld eftergives eller nedsættes. Strejkens ledere har udtalt i et manifest, at “strejken fortsætter på ubestemt tid, vi stopper først når alle punkterne på vores liste af krav opfyldes,” skriver El Colombiano.

Colombias præsident, Juan Manuel Santos, siger dog, at kaffebønderne allerede får støtte fra staten, nærmere bestemt 60.000 pesos (190 DKK) for hver 125 kilo kaffe. Han kalder strejken for “unødvendig og uhensigtsmæssig,” skriver BBC News. Han overvejer at forlænge støtten til juli måned.

Forhandlinger afvises
Den colombianske indenrigsminister, Fernando Carrillo, siger, at “så snart vejblokaderne fjernes, kan vi indlede en forhandling.”

Det afviser bevægelsen MNDC, el Movimiento Nacional por la Dignidad Cafetera (den nationale bevægelse for kaffedyrkeres værdighed) og henviser til, at en diskussion kan afholdes lokalt, hvor strejken finder sted. Talsmand og coordinator for strejken, Oscar Gutiérrez Reyes, siger yderligere, at politiet bør stoppe deres angreb på de strejkende, og forventer at flere og flere civile vil deltage i strejken, skriver El Colombiano.

Transporten ramt af blokader
Transporten på landeveje til og fra byer begrænses stærkt af kaffebønders blokader. I den vestlige by Medellín er der opstået knaphed af varer. Staten Cauca er værst ramt af vejblokaderne, skriver El Colombiano.

Colombia er verdens fjerde største kaffeproducent, og ca. en halv million indbyggere lever af kaffeproduktionen. Kaffeproduktionen sidste år den laveste i et årti, skriver BBC News.

• Nicolaj Skydsgaard er journalist ved Verdensnyt.dk, uddannet Ba. Comm. og studerer Internationale Udviklingsstudier på RUC. Han beskæftiger sig med udviklingslande og internationale forhold.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: