Af Christian Poll, naturordfører, Alternativet
Josephine Fock, finansordfører, Alternativet
Uffe Elbæk, politisk leder, Alternativet
Kære Esben Lunde. Tillykke med din nye stilling. Som du ved lancerede Alternativet i januar en naturpakke (vi har allerede været ovre og aflevere den til dig), som består af 42 konkrete forslag til, hvordan vi sætter vores natur fri. Pakken rummer mange konkrete idéer, der vil stoppe tabet af biodiversitet og faktisk øge den samt fremtidssikre vores natur.
Vi håber selvfølgelig du vil lade dig inspirere af forslagene, når du skal udvikle regeringens naturpakke. Men vi vil også gerne fortælle dig, hvilket natur- og livssyn, der ligger bag pakken. Vores naturpakke er nemlig langt mere end 42 konkrete forslag. Den er et opgør med regeringens nytteforståelse af vores natur og udgør en vision for, hvordan vi ved at give plads til naturen og sætte den fri, får generøsiteten, ydmygheden og respekten for livets udfoldelse på jorden tilbage.
Pakken bygger på den grundlæggende idé, at en vild og rig natur har værdi på et højere menneskeligt niveau. Vi tror nemlig på, at det er i naturen, at vi drages af livets forunderlighed og lærer at forstå livets udvikling og tilpasning.
En vild og mangfoldig natur er en del af livets udfoldelse, og når vi giver plads til den, så bør det ske i erkendelse og værdsættelse af livets mirakel. Naturen er et af livets mirakler. Naturen er ikke vigtigere end kunsten, legen, menneskers liv og død, forskningen eller kærligheden – men naturen er udfoldelse af spontant liv uden bagtanke, plan, skyld og dom, og det har vi som mennesker brug for at give plads til.
Det er derfor, vi tager naturen så seriøst. Det er derfor vi siger, at vi i Danmark er for rige til at have en fattig natur. Det er derfor, at vi vil sikre alle samfundsgrupper bedre adgang til naturen. Og det er derfor, at vi vil integrere naturen og naturhensyn langt bedre i landbrug, skovbrug og ikke mindst planlægning og udvikling af byerne. Det er kort sagt derfor, at vi vil føre naturpolitik på naturens præmisser. Det håber vi, at du også har lyst til.
Hold vejret mens du tæller dine penge
Essensen af livet er ikke nødvendigvis, at vi er mætte og sunde og lever længe. Det er alle vigtige rammer, men vi vil gerne åbne op for debatten om, at det måske ikke er hele essensen. Essensen er måske snarere, at vi er nærværende og kreative, så vi får chancen for at bevidne og deltage i udfoldelsen af livet på jorden. Det gælder fredfyldtheden ved at være i naturen, nærværet under barnefødsler, kreativiteten i teatersalen, skabelsen foran lærred eller papir, børnenes leg efter skole, den fri forskers undren samt nysgerrigheden og duften, når man skræller en appelsin. Alle disse ting lader sig i det dominerende økonomiske paradigme svært indfange som de reelt værdiskabende aktiviteter, de er.
Netop fordi essensen af livet ikke har en plads i et snævert økonomisk perspektiv. Derfor er måden, vi forstår værdiskabelse på i dag ikke holdbar, og derfor må økonomien aldrig blive et ‘selvfedt autistisk væsen’, som lektor i filosofi og videnskabsteori Steen Nepper Larsen engang så malende sagde. Økonomien må ikke køre på frihjul og uden kontakt med omgivelserne, for det vigtigste i livet er nu engang alt det, der ikke nødvendigvis kan sættes på matematiske formler i forsimplende økonomiske modeller. Et meget simpelt men meget rammende citat af den amerikanske professor Guy McPherson opsummerer fint, hvordan vi nogle gange helt glemmer det, der virkelig har betydning:
»If you really think that the environment is less important than the economy try holding your breath while you count your money.«
Livets værdi
I Alternativet arbejder vi med tre bundlinjer: den økonomiske, den sociale og den miljømæssige. Især den sidste håber vi, at du i din tid som minister vil tage højde for. Vi mener, at den økonomiske bundlinje til enhver tid skal understøtte de to andre og har i vores partiprogram et forslag om at indføre et vækstbegreb, der måler på trivsel og livsglæde såvel som graden af miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. I forhold til naturen betyder det, at naturen er en seriøs økonomisk investering værd, fordi den vil betale sig tilbage på de to andre bundlinjer. Vi vil gerne være med til at finde pengene til at betale for, at vi alle får den frie, vilde og rige natur tilbage. Og vi vil gerne gå i gang nu. Vi håber derfor, at du vil tænke på os i de kommende forhandlinger om regeringens naturpakke.
Hvis man spurgte et repræsentativt udsnit af danskere på deres dødsleje om de mest betydningsfulde og værdifulde hændelser i deres liv set i bagspejlet, ville de fleste nok betone dybest set tilfældige oplevelser af kærlighed, sanselighed, fred, leg, sammenhæng, kreativitet, musik, frihed og forunderlighed. Nogle ville formentlig også begræde at have givet for lidt plads til det uforudsigelige, mens for megen tid blev brugt på at give den som tandhjul for samfundsøkonomien.
Alligevel er målestokken for samfundets succes stort set udelukkende materiel, økonomisk vækst opnået gennem lønarbejde. Velstand er naturligvis et godt fundament, men den kan på ingen måde stå alene, hvis det mest værdifulde i livet skal have plads, idet mange af de værdifulde hændelser ikke kan leve op til kravene om snæver økonomisk nytteværdi. Hvad er nytten af kærlighed, musik, leg, sansninger og natur? En stund brugt på at lægge puslespil med børnebørnene?
Havets farveskift og duften af en appelsin
Omvendt kan sådanne værdifulde begivenheder i mindre og mindre grad tages for givet. Det skyldes, at vi i konkurrencesamfundets hamsterhjul tvinges til at leve op til samfundets nyttekrav i en sådan grad, at der bliver dårligt plads til at dvæle ved havets farveskift og duften af appelsin. Derfor er der behov for en seriøs politisk debat om at sikre, at pladsen til den værdifulde – men ikke nødvendigvis økonomisk omsættelige – udfoldelse af det levende liv. Essensen skal prioriteres, når vi indretter vores samfund. Det er den debat, vi håber du vil tage med os.
To tredjedele af borgerne bruger naturen mindst én gang om ugen, mens 97 procent af alle borgere vurderer deres seneste oplevelse i naturen som positiv. Herudover har Danmarks Naturfredningsforening 125.000 medlemmer, mens WWF har 19.000 medlemmer og partnerskaber. Borgerne vil gerne naturen.
For os er det en blindgyde at lade regnearkstankegangen definere meningen med livet, og vi tror på, at vi fremover (også) skal måle på det, der giver menneskelig mening. Det er for os at se den mest håbefulde mulige vej for en fremtid, hvor vi alle skal kunne være her og trives. I en anerkendelse af livets essens skal vi turde prioritere naturen politisk og økonomisk. Det betyder, at vi må investere, men enhver krone investeret vil komme tifold igen på den sociale og miljømæssige bundlinje.
Det er for os et nemt valg. Og hermed videregiver vi valget mellem 42 konkrete forslag for naturen og et holistisk natursyn over for en snæver økonomisk betragtning til ministeren.