Kæde af mennesker mod brunkulsminer

BRUNKUL – Otte kilometer lang menneskekæde over den tysk-polske grænse vil forhindre planer om kæmpemæssige brunkulsminer.

Tusindvis af mennesker dannede en otte kilometer lang kæde over grænsen mellem Tyskland og Polen. Foto: Chris Grodotzki / Greenpeace

Ikke mindre end 7.500 mennesker fra 20 lande, herunder Danmark, har netop dannet en godt otte kilometer lang menneskekæde over den tysk-polske grænse for at forhindre planerne om kæmpemæssige brunkulsminer, der kan tvangsforflytte op mod 6.000 mennesker og sætte klimaet under stærkt pres.

Demonstrationen er bl.a. arrangeret af Greenpeace, der kører en kampagne mod Sveriges statsejede selskab Vattenfall, der har tre aktive brunkulsminer i Tyskland – og nu barsler med at udvide yderligere to i Lausitz-regionen. Det polske energiselskab PGE vil også udvide, så i alt seks af de åbne miner over adskillige kvadratkilometer totalt kan fjerne store dele af tyve landsbyer, hvor tusinder kan miste sit hjem.

Brunkul er et af de fossile brændsler med højest CO2-udledning, og planerne går derfor stik imod de klima- og energimål for 2030, som Europas lande nu forsøger at samles om.

Aktivist missede jobsamtale og ferie
Helene Hansen havde sin første Greenpeace-aktion for syv år siden samme sted og mod netop Vattenfall. Nu er hun tilbage med 10 andre fra Greenpeace i Danmark.

- Dengang missede jeg en jobsamtale, og nu kunne jeg have holdt sommerferie. Jeg er her, fordi det er vigtigt at stoppe Vattenfalls planer om flere brunkulsminer, der har modbydelige konsekvenser for en masse mennesker og for klimaetsiger Helene Hansen.

- Luften er ekstremt dårlig i mineområderne, og der er sort og beskidt. Det er skammeligt, at Vattenfall og Tyskland vil bombe det globale arbejde for et bedre klima så langt tilbage ved at satse mere på den skadelige energikilde, siger hun.

Ni ud af ti tyskere er mod brunkul
Protesterne for mere vedvarende energi breder sig i Polen, hvor 90 procent af energiproduktionen kommer fra kul, og i Tyskland, hvor en meningsmåling har vist, at knap 9 ud af 10 tyskere er modstandere af brunkulsudvindingens ødelæggelser af miljøet.

- Jeg har selv besøgt Vattenfalls brunkulsminer, der med sine 100 meter dybe, åbne sår i landskabet mest af alt ligner Mordor i Ringenes Herre. Klimaudsigterne er omtrent lige så dystre. Vattenfall reklamerer med bæredygtige visioner, men reelt er planen at opgrave 1,2 milliarder tons brunkul i området frem til 2050. Ved afbrænding betyder det en mængde, der svarer til 28 gange Danmarks årlige CO2-udslip, siger Tarjei Haaland, klimaekspert i Greenpeace.

- Det er vigtigt, at så mange mennesker viser modstand, for brunkul bør høre fortiden til, opfordrer han.

- Vattenfalls planer kan være med til at stikke en kæp i hjulet på den grønne omstilling, der har brug for, at vi får vedtaget ambitiøse EU-mål for CO2-udledning, vedvarende energi og energieffektivisering for 2030. Det er på høje tid, at Vattenfall, altså den svenske stat, og Tyskland lytter til kritikken, skrinlægger planerne og i stedet satser seriøst på vedvarende energi, siger Haaland.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: