Jordens livskraft er det centrale for biodynamiske avlere

ØKOLOGI – Biodynamisk betyder livskraft. De biodynamiske landmænd betragter gården som en levende organisme og stimulerer jordens frugtbarhed ved hjælp af præparater og kompost.

Det biodynamiske landbrug indeholder også en spirituel dimension. Det var den østrigske tænker og filosof Rudolf Steiner, der i juni 1924 holdt en række foredrag, der i dag kendes som »Landbrugskurset«. Her gav han anvisninger på, hvordan man skal dyrke jorden og anvende præparaterne.

Biodynamisk betyder livskraft. De biodynamiske landmænd betragter gården som en helhed og en levende organisme. Ved hjælp af blandt andet otte forskellige naturpræparater og komposteret husdyr- og plantegødning forsøger de at skabe bedre betingelser for mikroorganismerne i jorden, opbygge humus og dermed stimulere jordens frugtbarhed.

Trods en række fælles træk er økologisk landbrug og biodynamisk landbrug ikke det samme, og de biodynamiske jordbrugere adskiller sig på væsentlige punkter fra økologerne, som er langt mere pragmatiske, for eksempel når det gælder brugen af ikke-økologisk svinegylle.

Hvis man er godkendt biodynamisk avler, må man under ingen omstændigheder anvende hverken konventionel svinegylle eller anden form for gødning fra et konventionelt landbrug, mens de økologiske regler åbner mulighed for at anvende en begrænset mængde.

Trods forskellige indfaldsvinkler mener Klaus Loehr-Petersen, der er projektleder i Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, at økologerne er de naturlige samarbejdspartnere. Hvis man i forvejen driver et økologisk landbrug, er det næste skridt ikke helt så voldsomt.

- Vi har mange ting til fælles. Men præparaterne er et af de punkter, hvor vi adskiller os fra økologerne, siger Klaus Loehr-Petersen.

Rudolf Steiners tænkning
I modsætning til økologerne, som i vid udstrækning baserer sig på naturvidenskabelige resultater, der kan vejes og måles, men lægger afstand til det intensive, stærkt specialiserede og industriprægede landbrug, vi har i dag, indeholder den biodynamiske tænkning og dyrkningsform også en spirituel dimension med rødder tilbage til den østrigske tænker og filosof Rudolf Steiner.

I året før sin død holdt han fra 7. til 16. juni 1924 i en lille landsby i det nuværende Polen en række foredrag, som skulle vise sig at blive skelsættende og i dag er kendt som »Landbrugskurset«.

Rudolf Steiner er den egentlige inspirationskilde til den biodynamiske, antroposofiske tænkning og gav konkrete anvisninger på, hvordan man skulle dyrke jorden og anvende præparaterne. I dag dyrker landmænd i 50 lande efter de biodynamiske principper.

- Hans beskrivelser og anvisninger bliver i stigende grad bekræftet af praktiske resultater, siger Klaus Loehr-Petersen.

Mange har hørt om Rudolf Steiner, fordi han også har inspireret til en særlig pædagogisk form, som praktiseres i henved 100 danske skoler og børnehaver. Rudolf Steiner-skolerne er blandt andet kendt for i særlig grad at tage udgangspunkt i børnenes kreative evner og lyst til at udfolde sig.

Biodynamiske jordbrugere anvender otte forskellige præparater, som fungerer som en slags urtemedicin til jorden. To af dem tilberedes i kohorn, som graves ned i jorden. Foto: Paul Miller, CC BY flickr

Otte forskellige præparater
Biodynamiske jordbrugere anvender otte forskellige præparater, som fungerer som en slags urtemedicin til jorden.

De anvendes i meget små mængder. To af dem tilberedes i kohorn, der graves ned i jorden. Præparaterne bruges dels i gødning og kompost og sprøjtes også direkte ud på jord og planter.

- Præparaterne består af naturlige ingredienser, som har en gunstig effekt for rodudvikling, planteudvikling, livet i jorden osv. Det er svært at forklare, men vi kan se, det virker, siger Klaus Loehr-Petersen.

Han henviser blandt andet til de såkaldte DOK-forsøg – en række langtidsforsøg i Schweiz, som viser, at biodynamiske metoder har en særlig gunstig virkning på jordens mikroliv og struktur og er med til at styrke planternes sundhed.

Også når det gælder evnen til at binde kulstof i jorden og mængden af forskellige enzymer i jorden, kan de biodynamiske metoder vise resultater, der inspirere økologer til at se nærmere på de biodynamiske metoder og det helhedssyn, de bygger på.

Demetermærket er Demeterforbundets let genkendelige mærke for biodynamisk kvalitet.

Jordens frugtbarhed
Ifølge biodynamikerne er kunstgødning skadelig, fordi den forstyrrer og ødelægger jordens biologiske balance og nedbryder dens frugtbarhed. Afgrøderne bliver fejlernæret og ikke livskraftige nok, som når man anvender organisk gødning, der omsættes af regnorme og mikroorganismer, før næringsstofferne frigives til planterne.

- De modner ikke rigtigt, fordi (kunst)gødningen presser dem til at vokse for kraftigt og for længe. Svage, umodne fødevarer indeholder ikke de kræfter og stoffer, mennesker skal bruge for at udvikle sig fysisk, psykisk og åndeligt, skriver Foreningen for Biodynamisk Jordbrug

- Steiner advarede stærkt mod den udvikling. Han forudså som logisk konsekvens, at fødevarerne ved århundredeskiftet ville være så degenererede, at de ikke ville kunne give kræfter til menneskers sundhed. Det kan mange i dag desværre bekræfte, skriver foreningen på sin hjemmeside.

Biodynamikerne kom før økologien
Mens de første økologiske landbrug i Danmark spirede frem i kølvandet på miljøbevægelsen i midten af 1970′erne, nåede de første biodynamiske strømninger til landet allerede i 1920′erne og 30′erne. Allerede i begyndelsen af 1930′erne arbejdede enkeltpersoner på at etablere en egentlig biodynamisk forsøgsvirksomhed, og Foreningen for Biodynamisk Jordbrug blev stiftet i 1936.

I april 1940 satte den tyske besættelse en midlertidig stopper for fortsat udvikling, og efter befrielsen i 1945 skulle der gå yderligere otte år, før Foreningen for Biodynamisk Jordbrug i 1963 kunne vedtage sine første avlsregler, der udmønter, hvordan man i praksis kan dyrke sit landbrug med udgangspunkt i Steiners biodynamiske principper og anvisninger.

Principerne er senere udviklet og beskrevet af af blandt andet Ehrenfried Pfeiffer, der som helt ung arbejdede sammen med Rudolf Steiner indtil Steiners død i 1925.

Niels Stokholm og Rita Hansen blev landskendte, da Phie Ambo i september 2014 kunne præsentere en ny dokumentarfilm med parrets biodynamiske landbrug og livsfilosofi som omdrejningspunkt. Pressefoto

Biodynamisk eller økologisk

De væsentligste forskelle på reglerne

  • De biodynamiske markpræparater skal anvendes til hver afgrøde hvert år.
  • Fast og flydende gødning skal tilsættes de biodynamiske kompostpræparater.
  • Konventionel gylle og ajle må ikke anvendes.
  • Indkøbt gødning skal komposteres og tilsættes kompostpræparaterne.
  • Mængden af indkøbt gødning må ikke overstige 50 kg N/ha.
  • En bedrift skal have et dyrehold (overvejende drøvtyggere) eller indgå i et fast driftssamarbejde med et biodynamisk husdyrbrug.
  • Kvæg må ikke afhornes.
  • Alt foder skal være biodynamisk eller økologisk efter nærmere angivelser.
  • Der må ikke anvendes CMS-hybride sorter (GMO-lignende fremstilling).
  • Rækkedampning mod ukrudt er forbudt.

Kilde: Foreningen for Biodynamisk Jordbrug

 

Tema om biodynamisk landbrug

Dette er den anden artikel i en serie om biodynamisk mad og landbrug. Serien omfatter:

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: