Jægere kan fortsat skyde globalt truede ænder

NATUR – »Fremtiden er grøn«, sagde statsministeren i sin åbningstale. Udtalelsen rimer dårligt med, at danske jægere siden den 1. oktober har kunnet fortsætte med at skyde tre arter af globalt truede ænder i de danske farvande. Respektér FN’s Verdensmål, skriver Søren Wium-Andersen.

Ederfuglen er én af de tre globalt truede arter, der fortsat må skydes her i landet. De to andre truede arter er havlit og fløjsand. Foto: Palle Sørensen, NaturePhotos

Af Søren Wium-Andersen, biolog, cand.scient

I åbningstalen den 2. oktober sagde Statsministeren, at »Fremtiden er grøn«. Udtalelsen rimer dårligt med, at danske jægere siden den 1. oktober har kunnet fortsætte med at skyde tre arter af globalt truede ænder i de danske farvande.

Arterne er fredede i alle vore nabolande, der naturligvis respekterer FNs »Verdensmål for Bæredygtig Udvikling«. Arterne kan skydes, fordi regeringen har vedtaget en bekendtgørelse, der direkte krænker FNs Verdensmål nummer 15, der handler om at beskytte Livet på land. Det er sket ved, at miljøministeren har accepteret fortsat jagt på tre arter af ænder, der er globalt truede, og som alle er opført på den rødliste, som FN anvender for beskyttelsen af truede dyr.

Men da miljøministeriets departement har besluttet, at rødlister ikke har juridisk gyldighed her i landet, så har Vildtforvaltningsrådet accepteret jagt på de rødliste arter, hvilket ministeren så har tiltrådt. Det er skuffende, at organisationer som Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening ikke engang ville udsende en mindretalsudtalelse om, at de gerne ser FNs Verdensmål respekteret.

Glemte løfter
Da regeringen i marts 2017 fremlagde FNs Verdensmål, sagde finansministeren: »Med den nationale handlingsplan skal ny dansk lovgivning fremover vurderes i forhold til verdensmålene«. Det løfte glemte regeringen desværre at opfylde, da miljøministeren underskrev bekendtgørelsen om nye jagttider.

Hvordan hænger miljøministerens underskrivelse af den nye jagttidsbekendtgørelse sammen med finansministerens udtalelser om FNs verdensmål og, at statsministeren i sin åbningstale sagde, at »Fremtiden er grøn«? Det virker utroværdigt.

Hvornår vil regeringen ændre jagttidsbekendtgørelsen således, at den bliver i overensstemmelse med FNs Verdensmål?

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: