Italienerne bruger flere penge på økologi

ØKOLOGI – Italienske forbrugere købte sidste år økologiske fødevarer for 1.550 millioner euro. Det svarer til en fremgang på 8,9 procent i forhold til året før. Det er især øko-æg, mejeriprodukter og søde sager, der hitter i de store supermarkeder.

Økologisk mælk og æg hitter, men til gengæld er der tilbagegang for økologsk past, ris og brødprodukter.

Økologisk mad er så småt ved at vinde indpas i Sydeuropa. Italienske forbrugere spenderede sidste år 8,9 procent mere på økologiske fødevarer end året før og nåede dermed op på et samlet indkøb på 1.550 millioner euro, viser nye tal fra Sinab.

Italien har omlagt 1,1 millioner hektar til økologisk drift og det økologiske forbrug er Europas fjerde højeste, kun overgået af Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Målt i forbrug pr. indbygger kappes Danmark og Schweiz om førstepladsen.

Stor fremgang til mælk og æg
Den italienske opgørelse omfatter ikke torvehandel, men alene forbrugernes indkøb i alle de store supermarkedskæder og viser fremgang for især økologiske mejeriprodukter og æg.

Italienerne købte 16 procent flere økologiske mejeriprodukter og 21 procent flere øko-æg end året før. Salget af saftevand og sodavand steg 16 procent. Også kiks, småkager og andre søde sager i økologiske varianter er populære i støvlelandet.

Frugt og grønsager, som tegner sig for næsten en tredjedel af det økologiske salg i Italien, måtte nøjes med en beskeden fremgang på tre procent.

Tilbagegang for økologisk pasta
Selv om de italienske forbrugere i stigende grad vælger økologisk, når de handler i de store supermarkeder, købte de sidste år mindre pasta, ris og brødprodukter.

Tilbagegang var der også i salget af økologisk kød og pålægsvarer med et minusresultat på otte procent. Endnu værre gik for salget af økologisk madolie, som måtte indkassere et tab på ikke mindre end 19 procent.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: