Irma inviterer til stor mad-messe

MAD: I weekenden den 21.-22. marts får københavnerne mulighed for at møde kendte kokke og næsten 100 af dem, der producerer mange af deres dagligvarer, når Irma for første gang inviterer til messen Mad & Glæde 2015, der foregår i Øksnehallen.

Op mod 100 af Irmas mest værdsatte leverandører byder byder på smagsprøver.

Supermarkedskæden Irma inviterer 21. og 22. marts til en stor madmesse i Øksnehallen i København. Mad & Glæde skal være et madmekka, hvor forbrugerne kan møde kendte kokke, der tryller med råvarerne og op mod 100 af Irmas leverandører.

- I to døgn bliver Øksnehallen forvandlet til et sydende madmekka med masser af smag og samtale om det, vi synes er så vigtigt for livsglæden: Det vi spiser og drikker, siger kædedirektør Jesper Uggerhøj, Irma.

- Vores kunder er bevidste forbrugere, der er meget optaget af kvaliteten af det, de spiser – herunder historien bag varerne. Derfor synes vi, det er en god idé at bringe vores leverandører og kunder tættere sammen, samtidig med at vi alle får en oplevelse med madglæde i fokus, siger Jesper Uggerhøj.

På det 5.000 kvadratmeter store areal vil over 90 af Irmas mest værdsatte leverandører præsentere deres varer, byde på smagsprøver og mulighed for at lære mere om historierne bag varerne.

Vinsmagninger og kokkeskole
Der vil være vinsmagninger, kokkeskole, workshops, chokoladesmagninger, underholdning for store og små. Det bliver også muligt at købe varer. Og så kan man møde to af Irmas nærmeste samarbejdspartnere, Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse.

På messen vil der være spændende oplæg med en række af Danmarks største gastronomiske profiler, f.eks.: Gastronomisk iværksætter Claus Meyer, kokken og restauratøren Bo Jacobsen, kokkeduoen Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, skuespilleren og køkkenchefen Tim Vladimir, dessertkokken Morten Heiberg og sommelieren Malene Smidt Hertz.

For børn og familier er der også en række aktiviteter: Go Cook by Irma med blandt andet madexperimentarium og pizzaværksted med kokken Gorm Wisweh. Og man kan møde Shane og Jeppe & Marie fra Ramasjang på TV.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: