Irmas onlinebutik Irma.dk har i det nye år fået markant bedre muligheder for at tilbyde netop det økologiske kød, som kunderne efterspørger. I stedet for færdigpakket kød, er butikken nu begyndt også selv at skære kødet op og kan derfor nu tilbyde alle former for udskæringer.
Muligheden er kommet, fordi Irma.dk har fået den “skæretilladelse”, som er nødvendig, hvis en slagter selv vil opskære økologisk kød, oplyser Friland.
Nye muligheder
Det giver Irma mulighed for at hjemtage større delstykker af okse- og svinekød og selv skære det ud, ud fra de bestillinger, som kommer i internetbutikken.
Skæretilladelsen gives af Fødevareregionerne til slagtere, som gennem deres egenkontrol sikrer, at økologisk kød holdes adskilt fra slagterens konventionelle kød. Tilladelsen garanterer, at forbrugerne får økologisk kød, når de har betalt for det.
I Danmark er det stadig forholdsvis få slagtere og slagterafdelinger, som har skæretilladelse. De butikker, som ikke har skæretilladelse, kan kun sælge kød som er skåret, pakket og Ø-mærket af leverandøren, fortæller Friland.