Irma booster øko-salget

ØKOLOGI: Irma får 250 nye øko-varer på hylderne og vil i løbet af kommende 10 år fordoble øko-salget. De økologiske produkter skal udgøre 50 procent af kædens samlede omsætning inden for fødevarer.

Irmas direktør Jesper Uggerhøj sammen med førevareminister Dan Jørgensen ved åbningen af Irmas nye flagskib på Axelborg. Foto: Irma

Irma, der er Danmarks mest grønne butikskæde, vil booste øko-salget og sætter i den kommende tid 250 nye øko-varer på hylderne.

I løbet af det næste årti vil Irma fordoble øko-salget, så de økologiske varer tilsammen udgør halvdelen af kædens fødevaresalg. Det er et af målene i kædens nye økologiske vision, der lanceres i forlængelse af Coops samlede plan.

Allerede i dag er Irma suverænt Danmarks grønneste supermarked med en økologisk andel på 25 procent af salget mod et landsgennemsnit på 8 procent.

- Vi har sammen med Økologisk Landsforening sat os et meget ambitiøst mål, hvor vi vil sætte nye standarder for økologien i Danmark. Det har vi gjort, fordi vi ved, at det er vigtigt for vore kunder, siger kædedirektør Jesper Uggerhøj, Irma.

250 nye økologiske varer
For at nå dette mål vil kæden allerede i 2015 udvide udvalget inden for økologi med 250 nye varer. Dermed vil man ved udgangen af året, have flere end 1.400 økologiske varer i det faste sortiment.

Blandt nyhederne er introduktion af en helt ny vareserie, Irmas økologiske hverdag, hvor priserne på et udvalg af basisvarer reduceres med mellem 10 og 25 procent.

Andre midler til at øge økologiandelen er bedre uddannelse af medarbejdere, samarbejde med Økologisk Landsforening om udvikling af nye leverandører og helt nye varer.

- Irma er den økologiske frontløber, som i alle årene er gået forrest med et nært samarbejde med vores landmænd og virksomheder. Det samarbejde og ny strategi skal nu sikre Irma en global førerposition (målt på andel) til glæde for kunderne, men også for naturen, dyrene og de økologiske landmænd, siger Paul Holmbeck, direktør for Økologisk Landsforening.

I anledning af visionen er Irmas kendte lysreklame ved søerne ændret, så der nu indgår et Ø i logoet, så der står Ørma. Æggene, der bliver lagt, er naturligvis nu økologiske…

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: