Irland håber at gennemføre grøn reform

Irlands landbrugsminister, Simon Coveney, håber at blive manden, der gennemfører EU’s grønne landbrugsreform, når Irland efter nytår overtager formandsskabet i EU.

- Der vil blive mange store udfordringer undervejs. Men den største af dem alle bliver at få folk til at arbejde sammen i bestræbelserne på at nå frem til enighed i både EU-Parlamentet, Kommissionen og EU’s Ministerråd, siger Simon Coveney.

Han ser med optimisme på reformbestræbelserne og synes, at ministrene under det uformelle ministerrådsmøde i Danmark i de seneste dage er nået længere med de konkrete planer om et grønnere landbrug, der i fremtiden skal tage langt større hensyn til natur og miljø.

Bureaukrati skal holdes på et minimum

Den irske landbrugsminister erkender dog, at det som rådsformand bliver en stor opgave at sætte sig ind i samtlige medlemslandes særlige bekymringer for at nå frem til kompromisser og løsninger, som alle 27 medlemslande kan acceptere.

- Det er vigtigt, at vi forsøge at holde bureaukratiet på et minimum, men samtidig gør en reel indsats for at beskytte natur og miljø, siger Simon Coveney.

Han frygter, at de nye krav til landmændene vil føre til nye ansøgningsskema, mere administration og papir, hvis politikerne ikke holder tungen lige i munden. Coveney betegner det for eksempel som ‘nonsens’, at helt små landbrug med et jordtilliggende på nogle få hektar jord ifølge det første reformudkast skal leve op til kravet om flere forskellige afgrøder.

- Vi skal i hvert fald hævegrænsen til 15 hektar, før det bliver realistisk og praktisk, lyder hans vurdering.

Klima, miljø og fødevaresikkerhed skal sammenkædes

Den irske landbrugsminister finder det også vigtigt, at landbruget producerer på en måde, som de europæiske forbrugere er trygge ved.

- Landbrug er meget vigtigt for den irske økonomi, ligesom det er for Europas økonomi. Til tider får landbrugspolitikken ikke den prioritet, som den fortjener.

I det meste af verden er spørgsmålet om fødevaresikkerhed et centralt emne. Det bør det også være i Europa, mener Simon Coveney.

- Fødevaresikkerhed hænger uløseligt sammen med miljø og klimaforandringer. Men i dag har vi en klimadeabt, som er helt løsrevet fra debatten om fødevaresikkerhed. Det giver ikke nogen mening.

Den irske landbrugsminister henviser til prognoser, som viser, at efterspørgsel efter mad frem til 2050 på globalt plan vil stige 80 procent, hvis vi til den tid skal brødføde verdens voksende befolkning.

- I fremtiden skal vi producere mere mad, men vi skal samtidig beskytte natur og klima. Derfor er debatten om en grøn landbrugsreform så vigtig, fastslår den irske landbrugsminister, som om godt et halvt år skal overtage pladsen for bordenden og lede forhandlingerne om landbrugsreformen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: