Interessen for miljøpolitik er fordoblet

MILJØ: Miljø er ifølge vælgerne det tredje vigtigste emne. På to år er danskernes bekymring for miljøet steget markant. Det kan skyldes mindre fokus på den økonomiske krise.

Luftforurening er et af de væsentligste miljørelaterede sundhedsproblemer i Danmark og Europa og koster hvert år milliarder af kroner. Foto: Colourbox

Siden 2012 er andelen af vælgere, der vurderer beskyttelse af miljøet som et af Danmarks vigtigste politiske problemer, steget fra 12 til 28 procent. Det skriver Dagbladet Information med henvisning til en ny analyse fra tænketanken KRAKA, som bygger på en spørgeskemaundersøgelse fra Eurobarometer.

Beskyttelse af miljøet er således rykket op på en tredjeplads over emner, der interesserer vælgerne, kun overgået af arbejdsløshed og indvandring. Forklaringen er ifølge økonom Nicolai Kaarsen, der står bag analysen, at folk har fået større tillid til den danske økonomi.

- Det tyder på, at økonomien har fortrængt alle andre emner under krisen, og nu hvor danskerne ser mere positivt på økonomien, interesserer man sig også for andre emner, siger Nicolai Kaarsen til Information.

Medierne har betydning
Lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær ser samme tendens. Men han ser flere mulige forklaringer. Udover at økonomien kan spille en rolle, har det formentlig også en betydning, at flere partier har fået en grønnere profil.

- Nogle af de partier, der har fremgang i øjeblikket, for eksempel Enhedslisten, Alternativet og SF, siden de trådte ud af regeringen, har haft fokus på miljø. Når de partier har medvind, kan det skubbe miljø endnu længere frem på dagsordenen, vurderer Christian Elmelund-Præstekær ifølge Information.

Han mener også, at mediernes øgede dækning af usædvanlige vejrfænomener, hvordan man sikrer sin bolig og lignende, kan spille en rolle.

Ifølge Christian Elmelund-Præstekær er der visse politiske emner, som vælgerne lettere skifter mening om end andre. For eksempel er det de færreste vælgere, der har førstehåndsoplevelser af, hvilke problemer der kan følge med forurening af miljøet eller øget indvandring. Derfor er folks oplevelse af, hvor vigtige emnerne er, ofte påvirket af, hvor meget de fylder på mediernes dagsorden.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: