Injuriesag giver bagslag for landbruget

LANDBRUG – Man må gerne sige, at landbrugets forurening er skyld i, at der hvert år lukkes i hundredvis af drikkevandsboringer. Det slog retten i Roskilde i dag fast. Dermed fik protest-organisationen Bæredygtigt Landbrug ikke held med at lukke munden på Danmarks Naturfredningsforening.

Mellem 1999 og 2009 blev der lukket 1273 drikkevandsboringer, hvor der er fundet rester af sprøjtegift I cirka halvdelen af disse boringer, 602, var grænseværdien overskredet.

Det er en stor sejr, både for miljøsagen og for ytringsfriheden, at man åbent kan diskutere landbrugets miljøpåvirkning uden at risikere en retssag, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Tidligere direktør frikendt
Danmarks Naturfredningsforenings tidligere direktør, René la Cour Sell blev i dag frikendt for injurier og slipper dermed for at skulle berigtige sine ord fra 2010 om at »der er lukket 400 drikkevandsboringer de senere år – eller måske er det 300 – på grund af landbrugets sprøjtegifte.«

Udtalelsen om de 300-400 vandboringer, der er lukket på grund af landbrugets brug af sprøjtegifte, faldt i marts 2010, da Naturfredningsforeningens tidligere direktør blev interviewet af Landbrugsavisen, og den artikel fik protest-organisationen Bæredygtigt Landbrug til at lægge sag an mod ham.

Bæredygtigt Landbrug følte sig krænket
Bæredygtigt Landbrug mente, at sætningen var krænkende og til skade for dansk landbrugs omdømme, og forlangte udtalelsen trukket tilbage, hvilket Naturfredningsforeningen afviste. De danske vandværker må nemlig i gennemsnit lukke omkring 100 drikkevandsvandboringer om året, og der er rester af sprøjtegifte, som blandt andet landbruget bruger, i en stor del af de boringer, som lukkes.

- Landbruget anvender 90 procent af de sprøjtemidler, som bliver solgt i Danmark, og selvom det kan være umuligt at påvise præcis hvor giften i den enkelte forurening kommer fra, så er der ingen tvivl om, at landbrugets sprøjtegift er med til at forurene det danske grundvand og drikkevand. Det er en stor sejr, at det nu er slået fast, at man kan sige det højt, uden at risikere en dom for injurier, siger jurist og vicedirektør i Danmarks Naturfredningsforening, Michael Vendelbo.

Vigtigt med åben debat
Selvom René la Cour Sell i foråret 2012 fratrådte sin stilling i Danmarks Naturfredningsforening har Bæredygtigt Landbrug valgt at opretholde stævningen.

- Dommen i dag er en kæmpe sejr både for os som forening, for miljøsagen og for ytringsfriheden. Det er afgørende, at vi som samfund kan have en åben debat om landbrugets miljøbelastning, og at man som debattør, ikke behøver at bekymre sig om, man nu ender med at blive slæbt for retten, hvis man kommer til at sige noget, som krænker landbrugets ære, siger Michael Vendelbo.

 

Fakta om landbrug og sprøjtegift:

Mellem 1999 og 2009 blev der lukket 1273 drikkevandsboringer, hvor der er fundet rester af sprøjtegift I cirka halvdelen af disse boringer, 602, var grænseværdien overskredet. Ifølge DANVA koster det samfundet mellem to og fem mio. kr. at etablere en ny drikkevandsboring. (kilder: Brüsch 2010 og DANVA 2011)

Landbruget står for mere end 90 procent af forbruget af sprøjtegifte i Danmark Det samlede salg af aktivstof (sprøjtemidlets gift) udgjorde i 2010 4.291 tons, heraf brugte landbruget 3.891 tons svarende til 90,7 procent (kilder: Danmarks Statistik, Statistikbanken 2011, Miljøstyrelsen 2010, Miljøstyrelsen 2011 og Miljøministeriet)

I 2009 blev der fundet sprøjtegift i 40 procent af de undersøgte boringer i grundvandsovervågningen og i 23 procent af de undersøgte aktive drikkevandsboringer Mange af boringerne indeholder sprøjtegifte, som er forbudt i dag, men et stigende antal vandboringer indeholder glyphosat (Round-Up) som er Danmarks mest anvendte sprøjtegift. I 2009 blev der fundet glyphosat i 9 ud af 635 boringer. (kilder: Thorling et al 2009, Miljøministeriet 2011, Fol ketinget 2011)

Budgettet til overvågningen af grundvand er næsten halveret i løbet af ti år I 2001 var der afsat 42 mio.kr. til grundvandsovervågning. I 2011 er beløbet kun 21,8 mio.kr. (kilder: Folketinget 2011)

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: