Ingen gevinst ved at producere flere svin
LANDBRUG – Der er ingen samfundsøkonomisk gevinst ved at lempe miljøreglerne for de danske svineproducenter. Konsekvenserne for natur og miljø vil derimod være meget reelle, skriver seniorrådgiver Jesper Leth Bak.
Landbruget fylder ikke længere meget i den samlede økonomi, men erhvervet fylder meget i landskabet, og landbrugets forurening påvirker og skader både den natur og det miljø, der er vores fælles ejendom, og mulighederne for andre erhverv som turismen, der er afhængig heraf. Foto: Claus Sjödin
KRONIK
Af Jesper Leth Bak, seniorrådgiver, Aarhus Universitet
Som opfølgning på diskussionen om lukning af slagteriet på Bornholm har man kunnet høre landbrugets og slagteriernes topfolk argumentere for bedre rammevilkår for erhvervet.
Hvis håndbremsen slippes, som det er blevet fremstillet, vil erhvervet kunne producere yderligere millioner af svin og skabe tusindvis af arbejdspladser og milliardindtægter til landet. Håndbremsen skal forstås som erhvervets samlede rammevilkår, dvs. både lønninger, finansiering, beskatning og miljøregulering.
Forslaget ligger i forlængelse af den tidligere regerings plan for grøn vækst og den nuværende regerings vækstplan for fødevarer, der sigter mod en forbedring af erhvervets konkurrenceevne gennem en lempeligere miljøregulering, ved at lette strukturudviklingen mod større bedrifter og dermed reducere forbruget af arbejdskraft, og ved at introducere nye ejerformer, hvor landbrug sidestilles med andre erhverv.
Den lempeligere miljøregulering forsvares med, at det kan lade sig gøre at afkoble miljøbelastningen fra produktionens størrelse, så vi både kan få en større produktion og mere og bedre natur og miljø.
For undertegnede, der har arbejdet i over 20 år med landbrugets miljøbelastning og med at skabe et videnskabeligt grundlag for internationale aftaler om begrænsning af luftforurening, har planerne givet anledning til en del bekymring og eftertanke.
Sagen er, at grøn vækst indeholder en del initiativer i forhold til vandmiljøet og en målsætning om en yderligere reduktion af kvælstofudvaskningen med ca. 19.000 tons. Så vidt så godt, og for kvælstofudvaskningen kan der, hvis reduktionsmålet holder, argumenteres for, at der sker en afkobling mellem produktion og forurening.
Der er imidlertid andre problemstillinger som fosfor og tungmetaller, specielt kobber, der anvendes som vækstfremmer. Et andet meget stort problem, der har været lidt overset i debatten, er ammoniakfordampningen fra husdyrproduktionen.
Grøn vækst indeholder ikke nogen fast målsætning for reduktion af ammoniakudslippene eller effektive tiltag eller virkemidler, der vil sikre en reduktion.
For høj kvælstofbelastning
Kvælstofbelastningen af følsom natur som hede, klit, overdrev, enge, moser og visse typer af søer er i dag alt for høj, og kvælstofbelastningen er en væsentlig årsag til den dårlige tilstand af disse naturtyper.
En væsentlig del af den belastning skyldes landbrugets ammoniakudslip. Ud over de miljømæssige problemstillinger skal det ikke glemmes, at et mindre forbrug af arbejdskraft per produceret dyr kan have betydning for dyrevelfærden.
Før man køber landbrugets tilbud og muliggør en yderligere forøgelse af svineproduktionen, var det måske ulejligheden værd at tage en tænkepause og overveje de mulige fordele og konsekvenser.
Måske er der i virkeligheden ikke brug for mindre miljøregulering af landbruget, men for at landbruget kommer ind under den samme regulering, som gælder andre erhverv. En forøgelse af svineproduktionen vil være forbundet med negative konsekvenser for natur og miljø.
Det er derfor foruroligende, at man ligefrem vil anvende lempet miljøregulering og miljøgodkendelse som en konkurrenceparameter, der skal muliggøre forøgelsen.
Det kan synes kortsynet at acceptere en yderligere ødelæggelse af naturværdier for en mulig kortsigtet gevinst for økonomi og beskæftigelse. Hvis det er den politiske afvejning, er der imidlertid så meget mere grund til at se på, om de forventede gevinster også er reelle.
28 millioner svin årligt
Der produceres allerede 28 millioner svin om året i Danmark. 90 procent af det producerede svinekød eksporteres, heraf en stigende del som levende svin, bl.a. 9 millioner smågrise. Svineproduktionen i Danmark er en del af et globaliseret produktionssystem, hvor foder, gødning og hjælpestoffer i stor udstrækning importeres.
De 1,8 millioner tons soja, Danmark importerer, lægger beslag på et areal på mellem 0,9 og 1,3 millioner hektar. De danske svinebrug fylder 600.000 ha i Danmark.
Forarbejdningen og dermed den største del af værdiskabelsen sker i stigende udstrækning i andre EU-lande, primært Tyskland. Til gengæld ender den største del af forureningen fra produktionen der, hvor svinene står, dvs. i Danmark.
Det danske landbrug fylder 2,66 millioner ha eller 62 pct. af landets areal. Det er meget, og produktionen er forholdsvis intensiv, bl.a. med en allerede stor husdyrtæthed.
Arealet af lysåben natur (eng, overdrev, strandeng, mose, hede, klit) er faldet fra 25 pct. i 1920 til under 10 i dag. Hederne er pløjet op, moserne og vådområderne drænet. Naturens andel af landets samlede areal er dermed blandt de laveste i Europa. Samtidig har vi en lang kystlinje og et sårbart vandmiljø.
Og den intensive udnyttelse af landskabet betyder, at de resterende naturområder på landjorden er små og ligger spredt i det dyrkede land og dermed er meget sårbare for påvirkninger fra landbrugsdriften.
Landbrugets reguleringen har rod i en svunden tid
Meget af den nuværende regulering af landbruget har baggrund i en anden tid, hvor selvforsyning med fødevarer var meget vigtig, og hvor landbruget var det dominerende erhverv, både for eksport og beskæftigelse. Landbrugets særstilling har kunnet opretholdes, fordi der generelt har været en positiv, og måske også lidt romantisk opfattelse af erhvervet.
Mange har – eller har haft familierelationer, måske gennem bedste- eller oldeforældre, der knytter dem til landbrugslandet. Eller har – som denne forfatter – som barn cyklet rundt på landet med en morfar, der var pensioneret landmand, kigget på marker og dyr og fisket i åerne. Familielandbruget som driftsform har nok også medvirket til et positivt og lidt romantisk billede af landbruget.
Landbruget har på mange områder haft en særstatus i forhold til andre erhverv. Det gælder ikke kun i Danmark, men i mange europæiske lande.
Hvor det gennem internationale aftaler og med store udgifter for samfund, virksomheder og forbrugere – er lykkedes at reducere svovlforureningen med to tredjedele og forureningen med NOX (fra kraftværker og trafik) med en tredjedel, er der sket væsentlig mindre på ammoniakområdet.
Ikke fordi det teknisk eller økonomisk er umuligt, men fordi det ikke har kunnet gennemføres politisk.
I Danmark har man generelt i miljøreguleringen haft et princip om, at forureneren betaler. Dette princip har ikke kunnet udstrækkes til landbruget, bl.a. fordi det er i konflikt med dyrkningspligten på landbrugsjord. Det er en af grundene til, at miljøreguleringen af landbruget har forårsaget så meget debat.
Med planerne om grøn vækst er erhvervets ønsker om lettere miljøgodkendelse blevet imødekommet. Husdyrbrugene har med husdyrloven fået deres helt eget system for miljøgodkendelse, så ansøgerne ikke længere skal igennem en langvarig godkendelsesproces, hvor der skal foretages konkrete vurderinger af påvirkningen af natur og miljø.
For ammoniak er reguleringen baseret på en antagelse om, at et naturområde altid kan tåle et ekstra kilo kvælstof uanset områdets følsomhed eller den eksisterende belastning.
For områder, der er beskyttet af EU’s naturdirektiver, er grænsen dog sat en smule lavere. Det er naturligvis ikke rigtigt, at naturen altid kan tåle mere kvælstof. For meget kvælstof har en negativ effekt i følsom natur, og en øget belastning vil påvirke et naturområde, uanset at belastningen kun øges lidt ad gangen.
Men reguleringen er simpel og giver mulighed for den ønskede vækst.
Hvis godkendelsessystemet var gennemført sammen med tiltag, der sikrede en hurtig reduktion af baggrundsbelastningen til et niveau, naturområderne kan tåle, kunne en sådan simpel tilgang måske være acceptabel.
Det er imidlertid ikke tilfældet. Husdyrloven indeholder krav om indførelse af teknologi til begrænsning af ammoniakfordampningen ved nye anlæg og udvidelser af eksisterende, men nettoeffekten afhænger af produktionsforøgelsen.
Hvis håndbremsen slippes yderligere, uden at der gennemføres en effektiv miljøregulering, vil det med sikkerhed medføre en yderligere forringelse af naturtilstanden.
Forvaltningen er dermed formentlig også på kant med EU’s habitatdirektiv, der foreskriver, at der skal anvendes et forsigtighedsprincip ved godkendelse af planer eller projekter (herunder husdyrbrug), der kan påvirke tilstanden af et naturområde beskyttet i kraft af direktivet (Natura 2000-områder).
Hvor det ikke kan afvises på et sikkert videnskabeligt grundlag, at der kan være en effekt, skal der foretages en konkret vurdering, og tilladelse kan kun gives, hvis der ikke er risiko for en væsentlig effekt.
En sådan vurdering foretages stort set ikke i husdyrgodkendelser i Danmark i dag.
Ikke samme argumenter som i 90’erne
Det er interessant, at der i den nuværende argumentation for lempeligere miljøregler for landbruget ikke anvendes samme argumenter som i 90’erne. Dengang kunne et typisk argument være, at landmanden jo ikke ville gøre noget, der kunne skade naturen; han var jo selv tættest på den.
Tiderne forandrer sig, og landbruget har forandret sig, hvilket landbrugets organisationer nok også har taget bestik af.
Der er i dag under 12.000 heltidsbedrifter i landbruget, og tallet forventes at falde til 8.000 i 2020. Hvert landbrug har til gengæld en investeret kapital på 40 mio. kr. og adskillige ansatte og underleverandører.
Med aftalen om vækstplan for fødevarer i april i år er der åbnet for, at landbrug fremover kan ejes og drives af aktie- eller anpartsselskab, hvor institutionelle investorer kan få bestemmende indflydelse. Landbruget er blevet industri.
Organisationen Landbrug & Fødevarer har da også de senere år anvendt en anden argumentation for at fremme erhvervets interesser. Man har peget på erhvervets samfundsmæssige betydning.
Til det brug har man defineret et begreb, man kalder fødevareklyngen, der samlet tegner sig for en eksport på 148 mia. kr. (2012) og en beskæftigelse på 140.000. Imponerende tal, selv om det hører med, at klyngens import til brug i produktionen udgør 92 mia. kr. årlig.
Regeringen har i sin vækstplan for fødevarer overtaget argumentationen. Et stykke hen ad vejen giver det måske mening at sammenkæde erhverv og produktioner, vi har i Danmark, fordi Danmark har været et landbrugsland.
Klyngen er imidlertid meget bredt defineret. Produktionen omfatter køleskabe, sprøjtegifte, rejer, enzymer, spiritus, minkskind og meget andet, hvor hverken produktion eller beskæftigelse kan forventes at være direkte knyttet til landbrugsproduktionens størrelse.
Med andre ord vil f.eks. en ændret miljøregulering af landbruget kun kunne forventes at påvirke en meget lille del af eksporten på 148 milliarder eller beskæftigelsen af de 140.000 i klyngen.
Fylder i landskabet men ikke i økonomien
Det vil derfor være mere reelt at se på den del af økonomien, der udgøres af det primære landbrug. Den væsentligste eksportværdi er her eksporten af svinekød på 32,2 mia. kr. og mejeriprodukter på 16,2 mia. kr./år. Også for den primære landbrugsproduktion er der en væsentlig import til brug i produktionen, f.eks. importeres der soja til foder for 4,6 milliarder (2011).
Prisen per eksporteret kg svinekød er faldet væsentligt fra 1992 til 2012, bl.a. fordi eksportandelen af levende svin er steget fra 2 til 16 pct. og eksportandelen af tilberedt eller konserveret kød er faldet fra 13 til 3 pct. I samme periode er antallet af slagtninger i Danmark faldet fra 22 til 19 millioner per år.
Landbrug og gartneri har 56.000 fuldtidsbeskæftigede, heraf 10.000 gartnere. En stigende andel af de beskæftigede kommer fra udlandet. Antallet af udenlandske beskæftigede udgjorde ca. 5.500 i 2012 (Natur og Landbrugskommissionen, 2012).
Østeuropæiske arbejdere i landbruget lønnes i gennemsnit 26 procent lavere end gennemsnittet for en dansk ufaglært arbejder (Rockwool Fonden, 2007). Landbruget er dermed i fuld gang med selv at gøre noget ved det rammevilkår, der udgøres af lønnen.
Landbrugets andel af den samlede bruttoværditilvækst i samfundet er faldet over tid målt i løbende priser. I 1966 udgjorde bruttoværditilvæksten i det primære landbrug lidt over 7 pct. af bnp, mens andelen i 2008 er faldet til lidt over 1 pct. (De Økonomiske Råd, 2010).
Værditilvæksten i det primære landbrug (produktionsværdi minus forbrug i produktionen) udgør ca. 22 mia. kr. årlig.
Til sammenligning er værditilvæksten for turisterhvervet af Turismens Vækstråd opgjort til omkring 31 mia. kr. årlig.
Landbruget fylder således ikke længere meget i den samlede økonomi, men erhvervet fylder meget i landskabet, og landbrugets forurening påvirker og skader både den natur og det miljø, der er vores fælles ejendom, og mulighederne for andre erhverv som turismen, der er afhængig heraf.
Du betaler 1.700 kroner årligt i landbrugsstøtte
Til billedet af økonomien hører også, at landbruget modtager store beløb i offentlige tilskud.
De væsentligste udgifter for den danske stat er medfinansiering af EU’s landbrugsstøtte, der udgør 7,9 mia. kr. årlig, medfinansiering af EU’s landdistriktsstøtte på 900 millioner og danske støtteordninger som lempelige skatteregler, der koster 2,1 mia. kr. årlig.
Den samlede direkte og indirekte udgift til landbrugsstøtte for den danske stat svarer til ca. 1.700 kr. per dansker per år. Et statskasseregnskab for landbruget, hvor landbrugets skattebetaling inddrages, viser et underskud på 1.400 kr. per dansker om året (Det Økonomiske Råd, 2010).
Det er således tvivlsomt, om en forøgelse af svineproduktionen vil have de voldsomt positive effekter på samfundsøkonomi, eksport og beskæftigelse, der stilles i udsigt. Konsekvenserne for natur og miljø vil derimod være meget reelle.
Måske er landbruget selv klar over det. Det har i hvert fald som supplerende argument været brugt, at vi har en forpligtelse i en sultende verden, fordi vi har jorden, klimaet og ekspertisen, der muliggør en stor produktion.
Det er ikke et holdbart argument, når det gælder en forøgelse af husdyrproduktionen. En ting er, at den importerede soja ville kunne brødføde flere mennesker, hvis den blev anvendt som menneskeføde, og det producerede kød er for dyrt for de fattigste.
Noget andet er, at en yderligere forøgelse af produktionen vil betyde en løsrivelse fra afhængigheden af jord og klima, så produktionen reelt vil kunne foregå hvor som helst og ikke behøver at foregå her, hvor husdyrtætheden og dermed miljøbelastningen i forvejen er alt for høj.
Endelig betyder en koncentration af husdyrproduktionen et tab af fosfor, der udgør et miljøproblem lokalt. Globalt er det imidlertid også problematisk, fordi der er en begrænset ressource af fosfor, og tabet vil kunne have betydning for de fremtidige muligheder for at brødføde en stigende befolkning.
Jesper Leth Bak er seniorrådgiver ved Institut for Bioscience – Plante- og insektøkologi, Aarhus Universitet.
