Ingen fremskridt for miljøet i EU-reform

EU’S LANDBRUGSREFORM – Det Økologisk Råd sætter sin lid til, at den danske regering vil benytte sig af landbrugsreformens muligheder for at flytte penge til gavn for natur og miljø.

Reformen giver ikke fremskridt for natur og miljø./Foto: Colourbox

Det Økologiske Råd efterlyser større vilje til at løse de store økonomiske og miljømæssige problemer, EU’s landbrug befinder sig midt i. Reformen af EU’s landbrugspolitik, som vedtages i dag, er kun et forsigtigt skridt i den rigtige retning.

Den milliard-store landbrugsstøtte vil stadig sluge en stor del af EU-budgettet, og selv om der nu åbnes op for at stille enkelte krav til natur og miljø for at få del i støtten, er det langt fra tilstrækkeligt, mener Det Økologiske Råd.

Skrappere miljøkrav stillet i udsigt
- Vi var stillet i udsigt, at landmændene skulle opfylde skrappere miljøkrav for at få del i støtten. I Danmark får de nye krav reelt meget lidt virkning, siger Leif Bach Jørgensen, landbrugsfaglig medarbejder i Det Økologiske Råd.

Heller ikke i andre EU-lande vil miljøkravene få den store effekt, blandt andet fordi alle mindre landbrug vil være undtaget fra kravene.

Reformen giver mulighed for at flytte 15 procent af støtten over på de såkaldte landdistriktsmidler, hvor miljøstøtten også ligger.

Ifølge Leif Bach Jørgensen er det et nødvendigt fremskridt. Det giver mulighed for at lave et solidarisk system, hvor landmænd, som dyrker landbrug på de gode og robuste jorder, er med til at betale til landmænd på de mere sårbare jorde, som for at skåne natur og miljø må ændre deres produktion væsentligt. Et system som også blev anbefalet af Natur og Landbrugskommissionen.

Miljøet i fattige lande betaler krisen
- Det håber vi, den danske regeringen som lovet vil benytte sig af. Men reformen åbner samtidig op for, at de lande, der ønsker det, kan kanalisere støtten i den modsatte retning. Det vil efter alt at dømme betyde, at miljøet i mange økonomisk trængte EU-lande kommer til at betale for den økonomiske krise, lyder vurderingen fra Leif Bach Jørgensen.

- Hvis der er medlemslande, som indskrænker miljøstøtten og øger hektarstøtten, vil vi se et øget pres også fra danske landmænd, som vil modsætte sig højere miljøstøtte i Danmark, siger han.

Til regeringen: Ryst ikke på hånden
Det Økologiske Råd opfordrer regeringen til ikke at ryste på hånden, men at arbejde målrettet for at Danmark skal opfylde kravene i EU’s vandrammedirektiv om vandløb og kystnære farvande af god økologisk kvalitet.

Natur- og Landbrugskommissionens betænkning, som kom i april, viste en del af vejen til at nå dertil. Og det vil ikke være muligt at finansiere denne indsats uden at Danmark udnytter mulighederne for at overflytte fra hektarstøtte til miljøstøtte, lyder det fra Det Økologiske Råd.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: