Ingen eksperter bakker Eva Kjer op

GYLLEGATE – Oppositionens stormløb mod miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen fortsætter med uformindsket styrke. Det står nu klart, at det tilsyneladende er umuligt at finde en eneste ekspert, der kan stå inde for de centrale beregninger i regeringens landbrugspakke.

Maria Reumert Gjerding: Eva Kjer Hansen har et forklaringsproblem.

Oppositionens stormløb mod miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen fortsætter forud for tirsdags høring om landbrugspakken. Det står nu klart, at det tilsyneladende er umuligt at finde en eneste ekspert, der kan stå inde for de centrale beregninger i regeringens landbrugspakke.

Beregningerne i pakken er ifølge en række sagkyndige vildledende og viser ikke et korrekt resultat. Alligevel fastholder Eva Kjer Hansen, at regeringens masterplan for en ny landbrugsvenlig politik, som tillader mere gødning og gylle på markerne, alligevel vil resultere i et grønt plus for miljøet.

Det efterlader Eva Kjer Hansen med et alvorligt forklaringsproblem, mener Enhedslistens Maria Reumert Gjerding.

Samtlige forskere undsiger Eva Kjer
- Samtlige af de forskere, der er indkaldt til tirsdagens eksperthøring i Folketinget, undsiger regeringens sminkede og manipulerede miljøregnskab. Selv de eksperter blå blok har indkaldt, siger hun.

- Det efterlader ministeren med et alvorligt forklaringsproblem. For der er faktisk ingen uenighed om, at den måde regeringen har anvendt tallene på, er vildledende. Den eneste, der mener, at miljøministeren har ret, er miljøministeren selv.

Forkerte og vildledende oplysninger
Hun understreger, at en minister ikke må vildlede folketinget for at få sin politik igennem.

- Og det er ikke rimeligt, at Folketinget selv bliver nødt til at indkalde eksperter for at kaste lys over et ministeries tvivlsomme brug af tal, fordi vi ved, at de oplysninger vi får fra ministeren, konsekvent har været forkerte og vildledende. Én ting står i hvert fald helt klart: tilliden til ministeren er væk, siger Maria Reumert Gjerding.

Forventer en undskyldning
Til Ritzau siger Socialdemokraterne, Alternativet og de radikale, at de forventer en undskyldning.

- Jeg forventer, at ministeren indrømmer, at pakken ikke er god for vores vandmiljø, og at hun siger undskyld til Folketinget og til befolkningen, fordi hun har givet det indtryk, at det var en grøn pakke, hun lagde frem, siger de radikales miljøordfører Ida Auken.

- Miljøet får det dårligere, og det skal man ikke prøve at sminke på, siger hun til Ritzau.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: