Den internationale indiske Cochin lufthavn skal som den første i verden udelukkende drives på solenergi, og det vil i løbet af de næste 25 år spare verden for 300.000 ton CO2.
Solcelleanlæggets 46.150 paneler breder sig ud over 45 hektar ved siden af lufthavnsens lagerbygning. Solcellerne har en samlet effekt på 12 MW, og hvis der skulle være et overskud af strøm, bliver det sendt ind i det lokale net, skriver The Economic Times ifølge Ingeniøren.dk.
Ud over det enorme solcelleanlæg valgte Cochin lufthavn i 2013 at installere solceller på terminalernes tage. Den kombinerede energiproduktion fra alle lufthavnens solceller er 50.000-60.000 KWh pr. dag.
Signal til resten af verden
Ifølge en pressemeddelelse gør det lufthavnen i stand til at være CO2-neutral. Og projektet skal tjene som eksempel for resten af verden, fortæller Sri. V. J. Kurian i pressemeddelelsen.
- Vi har et forbrug på 48.000 KWh om dagen. Hvis vi kan producere det samme antal KWh om dagen og samtidig være med i en udvikling mod en infrastruktur, der kører på grøn og vedvarende energi, vil det sende en besked ud til resten verden.
- Nu er dette blevet verdens første lufthavn, som udelukkende kører på solenergi. Faktisk producerer vi også nogle få megawatt energi ekstra, som bidrager til statens net, forklarer han.