Indianere i kamp mod Trumps olieledning

ENERGI – Indianerestammen Standing Rock vil beskytte deres hellige land mod gigantisk olieledning, der skal føres under Nordamerikas længste flod og igennem fire stater. Donald Trump har store økonomiske interesser i projektet.

Tusinder deltog forleden i en protestmarch i Washington mod Dakota Access Pipeline og i solidaritet med Standing Rock. Foto: CC BY flickr Susan Melkisethean

Protesterne om en omstridt olieledning i delstaten North Dakota, USA fortsætter på syvende måned, mens firmaet bag, Dakota Access, fortsætter med at etablere den næsten 2.000 kilometer lange olieledning, skriver DR.

Indianerstammen Standing Rock Sioux og tusindvis af miljøforkæmpere protesterer over, at milliardbyggeriet, der er planlagt til at løbe gennem fire stater, truer miljøet og indianernes hellige steder i North Dakota.

Mens protesterne fortsætter, venter et snarligt præsidentskifte, hvor flere medier allerede har berettet om, at Donald Trump har økonomiske interesser i, at projektet bliver ført ud i livet.

Trump har aktier i energiselskabet
Ifølge den britiske avis The Guardian har Trump mellem en halv og en hel million dollars i aktier i Energy Transfer Partner, der ejer Dakota Access.

Sagen er allerede nået op på det højeste politiske niveau, og præsident Obama har udsendt et dekret, hvor han opfordrer Dakota Access til at standse byggeriet, mens man undersøger de eventuelle skadevirkninger.

Marianne Kongerslev, der er lektor ved Amerikanske Studier på Syddansk Universitet og har skrevet ph.d. om nordamerikanske indianere, er ikke i tvivl om, at det kan få store miljømæssige følger, hvis byggeriet i North Dakota bliver færdiggjort.

- Rørledningen skal gå under Missouri River, som er den længste flod i Nordamerika. Den skal gå lige nord for reservatet, hvor Standing Rock er, og hvis der sker en lækage, vil det ikke kun påvirke Sioux-indianerne, men helt op mod 18 millioner amerikanere i omkringliggende stater ved Missouri River, siger Marianne Kongerslev til DR Nyheder.

- Der er god grund til at være bange for den her rørledning, da der er bevis for, at de er enormt farlige. De lækker hele tiden og kan eksplodere. Alene i 2016 har der været mere end 25 uheld med her rørledninger, oplyser hun til DR.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: