Haveejere skal tage sprøjtegiftkørekort for at købe gift. Det mener Vandsektorens brancheorganisation, DANVA og Danmarks Naturfredningsforening. Kørekortet skal være med til at dæmpe haveejeres lyst til at bruge gifte, som kan ende i grundvandet.
- Vi oplever, at der er stor folkelig opbakning til en stram kurs overfor sprøjtegift og at stadig flere danskere opdager, at det hverken er naturligt eller nødvendigt at gå en runde i haven med giftsprøjten, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
To af tre vil forbyde sprøjtegift
I en Gallup-undersøgelse sagde to ud af tre danskere sidste år, at de syntes, det burde være forbudt at anvende sprøjtegift i private haver. Et synspunkt, som miljøminister Ida Auken dog har afvist på grund af EU’s regler, som betyder, at et enkelt medlemsland ikke kan indføre et sådant forbud.
Med et sprøjtekørekort, kan butikkerne sikre sig, at de kun sælger til folk, som er fuldt oplyst om de sundheds- og miljømæssige konsekvenser af at bruge gift.
Viden er et nyttigt våben i kampen for rent drikkevand, mener DANVA.
- Hvis vi gør det til et krav, at haveejere skal på kursus, så de lærer, hvilke skader giftene kan anrette og hvordan man faktisk helt kan undgå at bruge dem, så kan det være med til at minimere forureningstruslen mod vores drikkevand, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen. Ifølge ham er risikoen for forurening relativt større i private haver.
Mange overdoserer
Grundvandsovervågningen konkluderer nemlig, at der er meget høje koncentrationer af sprøjtegift under byerne. Årsagen er, at private ikke er uddannede til at anvende pesticider og derfor overdoserer og at sprøjtemidlerne bliver brugt i indkørsler og havegange, hvor der ikke er planter, der kan sætte gang i nedbrydningen af pesticiderne, før de siver ned i jorden.
DANVA og Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at haveejerne for eksempel skal kunne erhverve sig sprøjtegiftkørekortet via et kursus på internettet eller gennem deres grundejerforening.
Forslaget om et sprøjtegiftkørekort vil ud over at gavne drikkevandet også kunne lette handlende for en del af det ansvar, som miljøministeren gennem sin sprøjtemiddelstrategi pålægger de ansatte i butikker og ha-vecentre. De, som sælger midlerne, skal fremover opbevare giften i et skab, og butikspersonalet skal rådgive forbrugerne om køb og brug af sprøjtegift.