Iltsvind forværret af lunt vejr

ILTSVIND – Limfjorden, Mariager Fjord, Det Sydfynske Øhav og det sydlige Lillebælt er lige nu hårdt ramt af iltsvind.

En køligere og mere blæsende august forbedrede forholdene i de iltsvindsramte danske farvande, men det lune vejr i første halvdel af september kombineret med et forøget iltforbrug ved nedbrydningen af nye algeopblomstringer har ført til udbredt og intenst iltsvind i en del af de områder, som i forvejen er såbare.

Det oplyser DCE Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, som peger på Limfjorden, Mariager Fjord, Det Sydfynske Øhav og det sydlige Lillebælt med tilstødende fjorde som de hårdest ramte.

Også et område i Kattegat blev i september ramt af iltsvind, og i enkelte fjorde som Aabenraa Fjord bevirkede kraftig fralandsvind, at iltsvindet lokalt og kystnært blev forstærket på grund af indstrømmende iltfattigt bundvand.

Blæsende vejr forbedrer forholdene
Seniorforsker Jens Würgler Hansen, der står for iltsvindsrapporten for august/september, fortæller, at iltsvind er baseret på tilførslen af næringsstoffer, men dets udvikling afhænger i stor udstrækning af de klimatiske forhold.

- Fortsætter de svage vinde, kan der opstå nye iltsvindsområder, og iltforholdene kan forværres yderligere i de allerede ramte områder med fare for bunddyr og fisk, siger han.

Han venter dog, at vejret bliver mere blæsende. Det vil langsomt forbedre iltforholdene. Kun de mest sårbare områder vil blive påvirket markant.

- Nogle farvande er dog ekstra udsatte over for påvirkning i år på grund af det tidlige og meget markante iltsvind i forsommeren, siger forskeren.

DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi offentliggør årets sidste to iltsvindsrapporter 31. oktober og 28. november. Rapporterne udarbejdes i samarbejde med Naturstyrelsen og svenske og tyske institutioner.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: