Vi skal være mere omhyggelige i sorteringen af skrald og blive bedre til at håndtere affald, blandt andet fra den daglige husholdning.
Det fremgår af den ressourcestrategi, som regeringen inden for få uger fremlægger. Ifølge Politiken lægger miljøminister Ida Auken op til, hvad hun kalder et ‘paradigmeskifte’ i håndteringen af affald.
- Almindelige danskere kommer til at skulle sortere mere affald. Målet er helt klart, at vi skal genanvende mere og brænde mindre af. Og det er et paradigmeskift for Danmark, fordi vi hidtil har været verdensmester i forbrænding, siger Ida Auken til avisen.
Kartoffelskræller skal omdannes til biogas
Miljøministeren vil blandt sætte fokus på det såkaldt våde affald som kartoffelskræller, der brænder dårligt og derfor skal omdannes til biogas i stedet for.
Auken vil endnu ikke løfte sløret for de konkrete løsninger, som borgerne har i vente.
Noget tyder på, at danskerne skal blive bedre til at sortere affald, da ministeren peger på, at investeringer i øget sortering af nogle af de ti forsøgskommuner, der allerede findes, har medført billigere affaldsgebyrer.