Ida Auken var formand for netværk i Waterfront

Det skandaleramte lobby-firma Waterfront har rekrutteret en række markante politikere fra Socialdemokraterne og SF til bestyrelsen i firmaets klima-lobby, Copenhagen Climate Network.

Miljøminister Ida Auken var i en kort periode med i netværk under Waterfront. (Foto: Claus Bjørn Larsen)

Waterfront er mest kendt for at have gode forbindelser til de Konservative og de borgerlige partier, men miljøminister Ida Auken (SF) blev i marts 2011 formand for den rådgivende bestyrelse i lobby-netværket, som mod betaling tilbyder virksomheder, organisationer og myndigheder at løse konsulentopgaver inden for klimaområdet og oprette netværk mellem “virksomheder, presse, enkeltpersoner, forhandlere, forskere og politikere”, oplyser TV2.

I en mail til tv-stationen skriver hun, at hun kun var formand i ‘en ganske kort periode’.

Dan Jørgensen har trukket sig
Også SF’s mangeårige profil på miljøområdet, folketingsmedlemmet Steen Gade, har været formand for bestyrelsen i lobby-netværket, der er registreret på samme adresse i Hellerup som Waterfront.

Dan Jørgensen, der er medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokraterne, skulle ikke trækkes med ned i sølet. Han trak sig med øjeblikkelig virkning som formand for netværket, da det forleden kom frem, at Waterfront var involveret i en skandalesag om at vildlede en kritisk journalist og dermed afholde fra at skrive kritiske artikler om DSB.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: