Ida Auken skal sejle på ny å ved Ringsted

Miljøminister Ida Auken skal ud at sejle i kano, når hun i dag indvier genslyngningen af Susåen, der er Sjællands største å.

Miljøministeren indvier den storslåede natur omkring åen ved et officielt arrangement, der finder sted ved Ringsted. Nærmere bestemt ved kanoisætningspladsen ved Vrangstrup Bro ved Glumsø, hvor Suså har fået sine oprindelige slyngninger tilbage.

Det er det såkaldte Suså-vådområdeprojekt, der er anledningen til festlighederne, og miljøministeren lover, at hun i dagens anledning samtidig vil løfte sløret for 18 nye statslige vådområder rundt om i landet.

Ifølge Ida Auken er ådalsprojektet Mellemste Suså et skoleeksempel på den proces, der ligger forude, når Miljøministeriet nu kontakter lodsejere over hele landet for at indlede samarbejdet om 18 nye statslige vådområder.

Ved dagens arrangement viser skovrider Claus Jespersen rundt, og Naturstyrelsen byder på smagsprøver af grillstegt vildt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: