Ida Auken: Bæredygtigt Landbrug er ekstremistisk

KOMMENTAR – Bæredygtigt Landbrug er en ekstremistisk forening, der opfinder deres egne fakta, som de ikke kan dokumentere. Vi har brug for en grøn modbevægelse internt i landbruget, skriver tidligere miljøminister Ida Auken.

Den radikale Ida Auken efterlyser en modbevægelse i landbruget. Foto: Claus Bjørn Larsen

Af Ida Auken, miljøordfører for Radikale Venstre

9. februar var jeg i Deadline på DR2 med Mette Bock fra Liberal Alliance. Det var en ophedet debat, der handlede om Bæredygtigt Landbrug og deres indflydelse på politik.

Min position er følgende: Bæredygtigt Landbrug er en ekstremistisk forening, der opfinder deres egne fakta, som de ikke kan dokumentere. Det bygger jeg på følgende:

  • De benægter, at kvælstof er et problem for vandmiljøet i Danmark (fakta: samtlige vidensinstitutioner i Danmark har modsagt dem på dette).
  • De vil ikke være ved, at der kommer forurening fra landbruget i Danmark. De hævder, at den forurening, der kommer, er fra især byernes spildevand (Fakta: Det er omkring 10 procent, der kommer derfra).
  • De hævder, at det er grøden i vores vandløb, der gør, at der kommer oversvømmelser på nogle landmænds marker (Fakta: Der er mange faktorer, der spiller ind. Især øget nedbør på grund af klimaforandringer, dårlige og gamle dræn, jord der har sat sig, for eksempel tørvejord, maskiner der har komprimeret jorden og gjort, at vandet løber af i stedet for at trænge ned og nogle steder naturligvis også tilgroning).

Løser ikke problemet
Problemet er, at hvis man gør som Bæredygtigt Landbrug foreslår og bare grødeskærer markant mere, så løber vandet hurtigere ned til naboen og vil give endnu flere oversvømmelser. Det løser ikke problemet og gør stor skade på dyre- og planteliv og mange års arbejde for at genoprette vandløbene i Danmark til en god tilstand.

Bæredygtigt Landbrugs benægtelse af fakta gør dem til en umulig forhandlings- endsige samarbejdspartner. Derfor griber foreningen til retssager og propaganda, og det er nu lykkedes for dem at få foden langt inden for hos Liberal Alliance og Venstre.

I programmet svarede Mette Bock ikke på en eneste af de faglige indvendinger, men angreb mig på den mest personlige og nedladende måde. Det fremmer ikke samtalen og dialogen.

Vi får brug for en modbevægelse
Jeg ved, at der er mange landmænd derude, der gerne vil have et godt forhold til det omgivende samfund. Som ikke mener, at mere forurening er fremtiden for dansk landbrug. Som gerne vil udvikles og finde fornuftige måder at producere på under danske forhold.

Jeg havde et godt samarbejde med Landbrug & Fødevarer i min tid som minister og har også hørt fra mange af dem i denne her sag, der synes, at Bæredygtigt Landbrug går alt for vidt. Vil I ikke sætte dem i kontakt med mig.

Vi får brug for en modbevægelse internt i landbruget selv. I vil få bred opbakning af et samfund, der ønsker balance mellem et stærkt landbrug og en sund og levende natur i Danmark.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: