I morgen, fredag d. 9. september, er det tid til at dele verdens bedste nyheder ud i hele Danmark. Og er du i morgen tidlig i nærheden af Nørrebro Station, kan du endda få dem personligt serveret med et smil af Verdensnaturfondens panda i selskab med Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten.
Pandaen og Maria Reumert Gjerding er er på Nørrebro Station fra klokken. 07.30 til 09.30.
- I Verdensnaturfonden ser vi hele tiden positive resultater af vores arbejde rundt omkring i verden. Det er livsbekræftende, og vi deler meget gerne de her gode nyheder med resten af den danske befolkning, siger Jacob Fjalland.
Han er international programchef i WWF Verdensnaturfonden og synes, at det kan være svært at få medierne til at interessere sig for de gode nyheder fra verdens fattigste lande.
- Det lever ikke helt op til de gængse nyhedskriterier om for eksempel konflikt og identifikation. Derfor er dette initiativ jo fantastisk – en hel dag med fokus på Verdens Bedste Nyheder. Det giver en god start på dagen, og et nødvendigt fokus på at NGO’ers arbejde ude i verden nytter, forklarer Fjalland.
Vi har brug for de gode nyheder
Maria Reumert Gjerding, der er miljø- og klimaordfører fra Enhedslisten, støtter projektet. Hun finder det afgørende, at vi ikke kun fokuserer på ulykker og elendighed.
- Ingen er i tvivl om, at vi står med store udfordringer mod vores natur og miljø over hele kloden. Derfor er det så afgørende, at vi også hører de gode nyheder om alle de positive forandringer og resultater, som engagerede mennesker opnår. Det giver mod til at tage kampen for vores miljø og natur op, og det giver en vigtig følelse af, at det er noget, vi gør i fællesskab, siger Maria Reumert Gjerding.