I Morgen er en positiv film om klodens fremtid

NY FILM – Den franske film »I Morgen« er noget så sjældent som en rejse rundt på kloden, hvor en række mennesker fortæller positive og opmuntrende historier om, hvordan de er i gang med at gøre noget konstruktivt der, hvor de bor og lever.

I Mogen er en livsbekræftende og opmuntrende film om folk overalt på kloden, der forsøger at ændre verdens skæve gang ved selv at gøre en indsats. Foto fra filmen

Har du hørt noget så skørt? En biograffilm uden vold, drama, biljagter, mord, ingen invasioner fra fremmede planeter eller ulykkelig kærlighed. Ikke en dokumentarfilm der fortæller om klodens begrædelige tilstand eller menneskenes dårskab?

Ikke desto mindre er det lige præcis det, der vises i flere biografer for tiden. Den franske film I Morgen er noget så sjældent som en rejse rundt på kloden, hvor en række mennesker fortæller positive og opmuntrende historier om, hvordan de er i gang med at gøre noget konstruktivt der, hvor de bor og lever.

Filminstruktører er parret Melanie Laurant og Cyril Dion, der har sat sig for at gå mod strømmen og så søge at indkredse de rigtig mange gode og opmuntrende ting, der sker i lommer rundt på kloden. Initiativer vi kan blive inspireret af.

San Francisco recirkulerer 80 procent af affaldet
De besøger for eksempel Detroit i USA, som vi ellers kun kender som den trøstesløse og meget forhenværende bilby. Her møder de rigtig mange mennesker, der er i gang med at forvandle byens tomme byggegrunde til bylandbrug, der således brødføder en stadig stigende del af byens befolkning og bygger fællesskaber op.

Eller San Francisco, hvor de etablerer en masse gode arbejdspladser ved at genanvende byens affald. Mere end 80 procent af San Franciscos affald komposteres eller indgår på anden vis igen i cirkulation.

Filmen er spækket med opmuntrende og livsglade fortællinger fra i- og u-lande – alle med udgangspunkt i, at parret har rejst kloden rundt igennem tre år for at møde menneskene og høre de gode historier.

De to instruktører er meget bevidste om den kritiske og dramatiske situation, som kloden befinder sig midt i med klimakrise, flygtningekrise, finanskrise, ulighedskrise, fødevarekrise m.v. Men i stedet for at resignere har de taget udgangspunkt i, at hvis vi skal ud af denne fastlåste situation, så er vi nødt til at rette fokus et andet sted hen.

Vi skal se på de mange små opmuntrende og håbefulde initiativer, der i praksis arbejder i en anden retning, er filmens budskab.

Del af en voksende grøn bevægelse
De to franskmænd er en del af en voksende bevægelse, der lever uden for mediernes søgelys, som vælger at handle, gøre noget i det nære i stedet for at tage del i den ofte meget kritiske og destruktive offentlige debat og informationsstrøm.

Med ytringsfriheden som løftestang har den vestlige verdens presse og netmedier ment, at man skulle fortælle om alle de mange forfærdelige historier, man kan komme på sporet af. Historier, som styrker frygten og utrygheden og som lammer lysten og modet til selv at gøre noget. Får man tilpas mange historier om overfald, selvmordsbombere, smeltende ismasser, katastrofer, massemord og konflikter, spindes man ind i et net af afmagt og i en vrede, man måske kommer til at rette de forkerte steder hen.

Der popper nye medier op, der forsøger at gå imod denne strømning. Det gælder for eksempel Positive News, Optimist News og herhjemme Positive Nyheder.

Positive Nyheder
Herudover skal vi ikke glemme de konstruktive nyheder, som blandt andet britiske BBC har taget til sig, og som man i stigende grad møder i mediebilledet. Konstruktive nyheder fortæller ikke kun om »ruderne i drivhuset der blev smadret, men også om de personer, der bagefter sørgede for at få nye sat i«, som Cavling-prisvinder og konstruktiv journalist Asbjørn With udtrykker det.

Jeg tror på, at vi i samfundet er ved at have nået et mætningspunkt for destruktiv formidling. Vi kan simpelthen ikke rumme de mange deprimerende historier. Vi bliver vrede og afmægtige.

Mennesket er grundlæggende et positivt og konstruktivt væsen, der langt inde i sjælen ønsker at være en del af en opbyggelig historie.

Den nye franske biograffilm er således det seneste opmuntrende eksempel på, at krise og drama ikke er nok til at fylde vores liv. Vi er meget andet og meget mere end det.

Fakta om I Morgen (Demain)

Premiere: Filmen I Morgen havde premiere 11. august i danske biografer. Originaltitlen er Demain.

Spilletid: 118 minutter.

Instruktør: Cyril Dion, Mélanie Laurent.

Manuskript: Cyril Dion

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: