Efterårs jævndøgn: Sommeren er forbi og vinteren står for døren
NATUR – I dag er det efterårs jævndøgn, og vores blå planet har nået endnu en fjerdedel af den årlige tur rundt om solen. Jorden suser rundt om solen med 100.000 km i timen. Alligevel bruger Jorden 365 dage på at nå bare én gang rundt om solen.
I dag er det efterårs jævndøgn. Det markerer, at Jorden har nået endnu en fjerdedel af den årlige tur rundt om solen.Foto: Steen Ulnits
Af Steen Ulnits, marinebiolog og forfatter
Vor lille blå planet Jorden suser afsted gennem verdensrummet – rundt og rundt om Solen – med en hastighed på omkring 100.000 km i timen. Alligevel bruger Jorden et helt år eller 365 dage på at nå bare én gang rundt om Solen.
Men Jorden suser ikke blot rundt om Solen. Den drejer også rundt om sig selv – én gang i løbet af en dag eller 24 timer. Og for at komplicere det hele yderligere, så vipper Jorden samtidig om sin egen akse i løbet af året. Det drejer sig om en hældning på 23,5 grader. Ikke voldsomt meget, men rigeligt til at styre årstidernes gang.
Om sommeren hælder Jordens nordlige halvkugle således mod Solen – med lange dage og højere temperaturer til følge. Om vinteren hælder Jordens sydlige halvkugle mod Solen, hvorfor der er sommer mod syd, når der er vinter mod nord. Og omvendt. Præcis på midten af Jorden er der varmt og sommerligt året rundt.
Ækvator
Ækvator er navnet på det bælte eller den breddekreds, der løber hele vejen rundt om Jorden, hvor denne er tykkest. Jorden er ikke helt rund, da den roterer, men er en smule fladtrykt ved polerne. Ækvator deler således Jorden i henholdsvis en nordlig og en sydlig halvkugle.
Med omkringliggende land og vand markerer Ækvator den del af planeten, hvor klimaet er varmt og stabilt året rundt. Her ændrer Solens indstrålingsvinkel sig ikke ret meget i løbet af året, og Solen står næsten lodret eller i hvert fald højt på himlen hver dag ved middagstid. Jo længere man fjerner sig fra Ækvator, desto lavere står Solen – selv når den står højest.
Ækvator er kendetegnet ved et tropisk klima uden vinter og frost samt en middeltemperatur, der sjældent kommer under 15 grader. Er temperaturen således stabil og høj, varierer vegetationen til gengæld meget med nedbørsmængden – fra regnskov til ørken, alt efter stedets geografiske placering til lands eller til vands.
Passatvindene
Da lufttrykket på grund af solens indstråling og den deraf følgende varme er lavere over Ækvator end ved polerne, blæser der konstant vinde mod Ækvator fra henholdsvis nord og syd. Luften stiger til vejrs ved Ækvator, og tungere luftmasser i henholdsvis nord og syd vil søge mod Ækvator for at udligne trykforskellen.
Dette er mekanismen bag de såkaldte passatvinde, der blæser året rundt. Da Jorden roterer, skabes den såkaldte Coriolis-effekt, der påvirker såvel luft som vand. Oven vande sker der det, at passatvindene afbøjes til nordøstlige vinde på den nordlige halvkugle og sydøstlige på den sydlige. Det skaber således to passatbælter, hvor det altid blæser, henholdsvis nord og syd for Ækvator.
Midt imellem de to passatbælter ligger det af tidlige søfarere så frygtede kalmebælte (engelsk: calm / stille), hvor det aldrig blæser. Her kunne man i gamle dage blive fanget i sit sejlførende skib og til sidst dø af vandmangel. Heraf teksten i digtet The Ancient Mariner:
»Water, water everywhere, not a drop to drink«
Et berømt digt, som mange af os har stiftet bekendtskab med i gymnasiet. I hvert fald os sproglige studenter. Dengang anede vi ikke, hvad kalmebæltet var – vor engelsklærer for øvrigt heller ikke…
Polerne
Ved polerne – henholdsvis Nordpolen og Sydpolen – mærker man også årstidernes gang. Blot er det som udgangspunkt frysende koldt året igennem – blot mindre om sommeren, hvor Solen står højere på himlen end om vinteren.
Solens indstrålingsvinkel er lav ved begge poler – uanset årstiden – og det muliggør tilstedeværelsen af store og mere eller mindre permanente ismasser. Isen bryder dog delvis op, når Solen får magt, og store isflager eller -bjerge brækker da af og driver til havs, hvor de til sidst smelter.
Når Solen står højest på himlen om sommeren, er der midnatssol på begge poler – blot ikke samtidig. Da går Solen aldrig ned. Når Solen tilsvarende om vinteren står lavest på himlen – står den slet ikke op. Polerne ligger da badet i permanent mørke. Blot en svag lysstribe indikerer, hvor Solen gemmer sig.
Den ringe lysmængde højt mod nord eller syd kan føre til vitaminmangel, depression, alkoholisme og selvmord på disse kanter. Samt et ekstraordinært forbrug af lykkepiller…
Jævndøgn
I takt med, at Jordens akse hælder, bliver dagene henholdsvis kortere og længere. Kortere om vinteren og længere om sommeren. På et bestemt tidspunkt hvert forår og hvert efterår står Solen i Zenith præcis over Ækvator, og dagene er da præcis lige så lange som nætterne. I hvert fald omtrentligt. Solen står da op i stik øst og går ned i stik vest. Disse dage kaldes for jævndøgn.
Man taler tilsvarende om forårs jævndøgn og efterårs jævndøgn. Forårs jævndøgn markerer, at dagene længes og vinteren er forbi. Livet og lyset vender tilbage, og lange sommerdage venter forude. Efterårs jævndøgn markerer tilsvarende, at sommeren er forbi og vinteren står for døren – med mørke dage og lange nætter.
Det eksakte tidspunkt varierer lidt, men i grove træk falder forårs jævndøgn den 20. eller 21. marts, mens efterårs jævndøgn falder den 22. eller 23. september. Denne vekslen skyldes kirken, hvis gejstige overhoved pave Gregor og hans mange kloge hoveder kunne konstatere, at den gamle julianske kalender, man havde arvet efter kejser Julius, ikke var helt præcis.
Den nye gregorianske kalender, som vi bruger den dag i dag, indførte derfor i 1582 en såkaldt skuddag hvert fjerde år, så den himmelske kabale kunne gå op. Og dermed rykker jævndøgnene sig tilsvarende.
Solhverv
Lad os runde denne lille astronomiske artikel af med begrebet solhverv. Et smukt ord eller udtryk, der har sin oprindelse i vor totale afhængighed af Solen. Vi mennesker har derfor alle dage holdt øje med den lysende stjerne, som giver os den livgivende varme, og som styrer årstidernes gang.
To dage er i den forbindelse specielt interessante: Sommersolhverv, som markerer årets længste dag, hvor Solen står højest på himlen. Og vintersolhverv, hvor Solen står lavest og derfor resulterer i årets korteste dag. Sommersolhverv falder den 20. eller 21. juni, hvor de lyse nætter er som lysest. Og vintersolhverv falder den 21. eller 22. december, hvor nætterne er længst og koldest.
Som den opmærksomme læser naturligvis vil have bemærket, så deler jævndøgnene og solhvervene året op i fire lige store dele!
