I dag åbner Nordjyllands største biogasanlæg

BIOGAS – I dag fredag indvier parterne bag GrønGas Vrå, Nordjyllands største biogasanlæg. GrønGas Vrå er opført på en tidligere majsmark og skal omdanne restprodukter og gylle fra nordjyske landmænd til biogas.

Bag Nordjyllands største biogasanlæg GrønGas Vrå står energiselskabet E.ON Danmark og landmand Jens Peter Lunden. Anlægget behandler 300.000 tons restprodukter og biomasse og producerer ni millioner kubikmeter biometan til gasnettet årligt. Det svarer til årsforbruget af 4.300 personbiler, 250 busser eller gasforbruget i 6.500 boliger. Foto: Jens Peter Lunden

Nordjyllands største biogasanlæg indvies i dag. Første spadestik til GrønGas Vrå blev taget i juli 2015, og rejsegildet fandt sted i oktober. Siden da, er det gået stærkt, for anlægget er allerede begyndt at producere gas.

Venstres gruppeformand, Søren Gade, skal forestå den officielle indvielse af anlægget.

- Restprodukter fra landbruget kan omdannes til grønt guld i form af biogas. Der ligger et stort uudnyttet potentiale i at udnytte en større del af landmændenes gylle til glæde for både miljøregnskabet og landmændene, siger Søren Gade.

Han tilføjer, at det er en vigtig opgave for Venstre at styrke landbrugets konkurrencevilkår og samtidigt sikre, at landbruget også bidrager til Danmarks energiforsyning og den grønne omstilling.

Har investeret 100 millioner
Initiativtagerne og investorerne bag investeringen på mere end 100 millioner kroner er de to partnere, landmand Jens Peter Lunden og energiselskabet E.ON Danmark, som allerede i dag driver GrønGas Hjørring sammen.

- Med åbningen af GrønGas Vrå gør vi det nemmere for flere at tage del i den grønne omstilling. Når biogassen fortrænger fossile brændsler i lastbiler eller i kraftvarmeværker, reducerer vi landbrugets miljøbelastning, nedbringer Danmarks klimabelastning og skaber nye arbejdspladser i landbruget, siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON Danmark.

Det nye biogasanlæg kobles på det landsdækkende gasnet og kommer til at reducere Danmarks CO2–udslip med ca. 25.000 tons årligt.

I næste måned forventes EU-Kommissionen at tildele Danmark et CO2-reduktionsmål på 40 procent i 2030 inden for landbrug og transport. Det betyder, at dansk biogasproduktion kan gå hen og blive et endnu vigtigere redskab i klimaindsatsen, end det allerede er i dag. Biogas kan sænke CO2-udledingerne i både landbruget og transportsektoren.

Vi låner gyllen i 40 dage
GrønGas Vrå fremstiller biogassen ved at gyllen og andre organiske restprodukter ligger i store stålsiloer og forrådner. Når gyllen har rådnet af, produceres biogassen og den afgassede gylle afleveres tilbage til landmanden.

- Vi køber ikke eller får ikke landmandens gylle. Vi låner den i 40 døgn, hvorefter vi leverer den tilbage i bedre form, fortæller landmand Jens Peter Lunden

Han gør opmærksom på, at afgasset gylle gør det nemmere for afgrøderne at optage kvælstoffet i gyllen. Generelt stiger afgrødernes udnyttelse af afgasset gylle med 6-10 procent i forhold til ubehandlet gylle, og landmanden får dermed et højere høstudbytte.

Anlægget er på størrelse med 12 12 fodboldbaner og kan årligt behandle 300.000 tons restprodukter og biomasse. Det kan forsyne naturgasnettet med cirka ni millioner kubikmeter biometan. Det svarer til årsforbruget af 4.300 personbiler eller 250 busser, hvis de kørte på biogas, eller gasforbruget i 6.500 boliger.

GrønGas Vrå beskæftiger cirka 10 personer på daglig basis.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: