Hvilke ulykker har bønderne nu bedrevet?
En mejetærsker er brændt sammen midt i høsten. Foto: Holger Øster Mortensen
KRONIK – Det er altid med bæven jeg vender tilbage til min hjemegn fra rejser. Hvilke ulykker har bønderne nu bedrevet? Er min hæk blevet sprøjtet, eller er kirkestien pløjet om?
Den havde stået midt på marken i dagevis og mindede mest af alt om et kæmpe fortidsuhyre. Under høsten var der gået ild i mejetærskeren, og nu var den nedbrændt til akslerne. Når assurancen har talt, bliver den fjernet, og sikkert solgt som gammelt jern til Kina.
Bad luck – det er bare en forsikringssag. De store moderne landbrug regner ikke en brændt mejetærsker til to millioner kroner. Det er bare en parentes som en død gris. Der er ingen selvransagelse. Blev der nu udvist rettidig omhu?
I mosen blev et affaldsbål antændt i Pinsen. 35 dage efter kom der stadig giftig røg fra asken. Bønder har ingen pli. Jeg ved det – jeg har selv været der. I landbruget har man altid sagt: Åh, herregud – den smule gift. Det er kynisk. Bønder har ingen empati.
Hvorfor hadede Holberg bønder?
Hvorfor hadede Holberg bønder? Han regnede dem ikke. Bønder er stadig upopulære. Hvad kender bønder til Descartes og Rousseau? Ingenting! De kender Anders Andersen, H.O.A. Kjeldsen og Fogh – og måske Adam Smith. Filosofi er ikke en del af en effektiv verden, og slet ikke på landbrugsskolerne. Intellektuelt befinder vi os på regnormestadiet. Går bønderdrenge på højskole nu om dage? Eller dyrker de kun traktortræk og landbostrip?
Vi bliver intimideret af dem. De holder sig ikke tilbage. Rigtige bønder tåler ikke kritik. Min nabo blev truet inde i sin egen stue og af en bonde bedt om at knytte sylten. Vi bliver bagtalt ved høstgilderne. Agerhønen har levet forgæves og er næsten borte – det indikerer, at slaget er ved at være tabt: Jorden er forgiftet – og vores sind ligeså. Viben og engblommen er her ikke længere. Bønder er verdens dårligste naturforvaltere. Og de konventionelle bønder er i deres grundholdning både afstumpede og rigide.
Hvorfor er det gået så skidt? Det er det, fordi nogle få ærgerrige bønder har fået lov til at skalte og valte med naturværdierne. Pesticider, møg og kunstgødning fyger om ørerne på os, og vi bliver tvunget til at spise deres elendigt fremstillede mad. Folkesundheden er på spil.
En gravid kone ringede til mig midt på sommeren, og var både grådkvalt og desperat: De måtte leve for lukkede døre og vinduer for at undgå stanken fra en nærliggende svinefabrik. Ydermere var hun nu nervøs for at påvirke sit ufødte barn med giftig luft og mangel på ilt. En kommende moder skal glæde sig over den glædelige begivenhed – ikke bryde sammen i krampegråd grundet en afstumpet nabo.
Vækst er blevet det vigtigste begreb i vores verden – ikke mindst blandt bønder. Man piner en griseso til at avle flere og flere smågrise. Og man piner de små grise til at kunne vokse hurtigere og hurtigere. De bliver syge. Syge dyr kan man ikke spise. Bønderne fylder mere antibiotika på dem – det er en skrue uden ende.
Resistente bakterier
Det voldsomme forbrug af antibiotika betyder, at faren for at udvikle resistente bakterier stiger. Vi er blevet tvunget til at acceptere underlødig mad produceret under uetiske former – det går nu ud over folkesundheden. En lungebetændelse er atter blevet en yderst alvorlig sag.
Det var bedre i gamle dage. Vel var livet mere slidsomt – vand skulle bæres, heste spændes for og leen skærpes. Men TILFREDSHEDEN var yppigere. Man var stolt over at kunne levere mælk, kød og æg af en lødig kvalitet. Og i landbohjemmet var man nærmest helt selvforsynende med de bassale fødevarer. Nu køber også landmanden selv – eller hans husstand – de aller fleste varer i supermarkedet – pakket ind på behørig vis. Ordnung muss sein.
Men selvfølgelig var der også mørke skygger i fortidens landbrug. Nemt har det aldrig været at styre naturen for at skaffe et udkomme. Men hvem har sagt det skal være nemt? Det skal først og fremmest være VÆRDIGT. Der skal produceres kvalitetsfødevarer – ikke masseproduceres efter laveste fællesnævner.
Forsamlingshuset henstår i skygge. Der gror mos på taget. I den lille landsby produceres 15.000 slagtesvin årligt. Hvem ved sine fulde fem vil holde sit bryllup i osen af gyllelugt? Juletræs- og fastelavnsfesterne er henlagt til andre lokaler på behørig afstand. Landsbyerne dør. Støv, stank og støj jager gæsterne bort.
Det lugter af gris
Hvem gider gå til herregymnastik, når gymnasten ved siden af er ond i sulet på en? Bønderne siger, at deres børn og deres nærmeste bliver stigmatiseret. Det lugter af gris. Men hvad gør de selv? De forulemper 365 dage om året alle deres naboer med deres snavsede virksomhed. Og her er ingen kære mor – accepter eller forsvind. Her kompenseres ikke.
Naboen er smed. Han har jagten hos den lokale storbonde. Han brokker sig ikke – han lever med stanken. Sådan er det bare på landet. Og han er lidenskabelig jæger. Jæger og hund passer jagtreviret. Og smeden lapper bondens mejetærsker. Der skal ikke brokkes over noget.
En anden nabo mener han har mistet 25 procent af husets værdi. Da han er omgivet af stinkende svinefabrikker til alle sider, kan huset aldrig sælges. Stavnsbåndet er genindført. Akkurat som på Holbergs tid. Det er røveri ved åbent dagslys.
Jamen, sådan lugter der på landet. Nej, det behøver det ikke. Men bønderne hverken kan eller vil investere i foranstaltninger, som kan begrænse generne ved moderne konventionel landbrugsdrift. Det er der ingen potens i. Og de vil meget hellere købe en ny mejetærsker end investere i ventilationssystemer på svinefabrikkerne, som kan dæmpe stanken fra alle dyrene. Sådanne tekniske systemer findes skam.
Brev fra en gammel landmand
I foråret fik jeg et brev fra en gammel landmand, som grundet alder og helbred har solgt sit
landbrug. Han kunne flytte ind i et mindre hus i nærheden. Siden var hverdagen blevet utålelig. Den nye ejer havde bygget nye svinestalde og gylletanke. Nu anklager han sin nabo for at være både skruppelløs, hensynsløs og egoist. Han har ikke respekt for landmænd, som bevidst eksporterer miljøproblemerne til naboen. Hvorfor skal andre betale for landmandens succes? Der udvises ikke hensynsfuldhed men kun kynisme.
Myndighederne er slappe. Kommunerne har fået til opgave at holde øje med miljøproblemer i oplandet, men de magter ikke opgaven. Og de tør ikke blive uvenner med de store bønder. Der uddeles ikke bøder ved lovovertrædelser – højst næser. Hvem tryner hvem? I gamle dage blev brøndpisseri og hestetyveri straffet ved hængning. I dag bare med en løftet pegefinger.
Landbrugslobbyen er meget magtfuld. På bøndernes slot – Axelborg – finder man nogle af Europas dygtigste og mest udspekulerede advokater – eller i hvert fald er kontakten til dem til stadighed intakt.
De gamle familier fra Holbergs tid har stadig en rolle at spille. Tolvmandsforeningerne findes skam stadig. En enkelt opringning kan betyde glæde eller ruin for en hel familie på landet.
Ministre og embedsfolk i etaterne bliver holdt i kort snor. Hvis de vrikker med ørerne, bliver de bare sendt videre i det politiske system og i embedsmandsværket.
Hvem passer på naturen?
Hvem passer på Danmarks natur? Det gør Danmarks Naturfredningsforening. Nej, ikke længere. Den gamle forening med de gyldne løfter er kun skyggen af sig selv. Mange lokalforeninger er blevet inficeret af bønder og deres venner. Selv foreningens præsident er landmand. Hvor uvildigt er det?
Jeg må bede medlemmerne melde sig ud af DN og skabe noget nyt. Tiden er inde. Tiden er ikke inde til jernbanesabotage og skibskatatrofer, men flere og flere bruger den skarpe pen mod bondemagten. Kaj Munk og PH kunne pirre den store tiger – det samme kan vi andre. Vi har ikke pligt til noget som helst – men vi har endnu ret til at ytre os.
Salig Dr. Lieberkind slog et slag for grøftekanterne. Men lige meget har det hjulpet. Ganske vist sprøjter kommunerne ikke længere grøftekanterne, men det gør bønderne i stedet. Sprøjten er blevet bondens mest benyttede markredskab. Disse vigtige korridorer gennem vores landskab er svitset helt ned til rødderne. Grøfterne virker ikke længere som fristed for flora og fauna. Lieberkind vånder sig i graven.
Er min skelpæl pløjet om?
Jeg elsker storbyen – men jeg elsker livet på landet højere. Det er altid med bæven jeg vender tilbage til min hjemegn fra rejse. Hvilke ulykker har bønderne nu bedrevet? Er min skelpæl pløjet om, er min hæk blevet sprøjtet – eller er kirkestien blevet overpløjet? Er naboens kreaturer igen brudt gennem det utilstrækkelige hegn? Det er bittert at afslutte sin rejse med at køre ind i en ko en sen nattetime. Bonden kan bare sige: Jeg har hegnet efter forskrifterne.
Vi mangler en egentlig landbo- og jordreform. Bonden ejer ikke længere sit landbrug. Han er der ofte kun på bankens nåde. Han har fået status af direktør. Og begreberne I/S, APS, A/S og andre sindrige konstruktioner breder sig som en pest over landet. Den store samlede gældsbyrde i landbruget på op mod 400 mia. kr. sendes videre til de nye ejere. De dårligst funderede banker er allerede brudt sammen. Tabene tørres af på alle andre borgere.
Fremtidens landbrug er et økologisk landbrug fordelt på mange flere hænder. Naturligvis et fuldt mekaniseret landbrug, men med langt mere hensyntagen til den natur, vi alle er så afhængige af. Således bliver vi alle gladere og sundere – det må de forstå inde på Axelborg.
Holger Øster Mortensen er psykiatrimedarbejder.
