Hvidbog – Om få uger vil fødevareminister Eva Kjer Hansen få overrakt en hvidbog med 15-20 baggrundskapitler samt en sammenfattende og konkluderende videnssyntese, der stiller skarpt på fremtidens økologiske marked og produktion.
Senere vil også pressen og resten af offentligheden blive præsenteret for hvidbogen og ministerens kommentarer hertil. Det sker ved et arrangement i Fællessalen på Christiansborg 12. juni kl. 10-13.
Hvidbogen har været undervejs omtrent et år og blev bestilt af daværende fødevareminister Hans Chr. Schmidt. Fødevareministeret bad Forskningscenter for Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (FØJO) om at forestå arbejdet, der skulle kortlægge økologiens muligheder og barrierer for en markedsbaseret vækst.
Smugkig på nettet
Allerede nu kan man få et indtryk af, hvad hvidbogen kommer til at indeholde. Den interesserede kan få et smugkig på hjemmesiden EcoWiki.org. Under menupunktet Økologisk Udvikling kan man følge med i en del af arbejdsprocessen og finde opdateret information.
- De enkelte kapitler tikker løbende ind. De bliver lagt ud på hjemmesiden, og så beder vi om kommentarer fra andre, der ikke har været med i skriveprocessen. Man kan kommentere på hjemmesiden, eller man kan kommentere direkte til os, siger Niels Halberg, der er leder af FØJO.
En lang række forskere og andre fagligt kompetente personer står som forfattere til de enkelte kapitler. Som regel har der været mindst to om hvert kapitel, der efterfølgende kritiseres og kommenteres. Så hvidbogen kan måske bedst beskrives som et stort gruppearbejde.
Omfattende arbejde
- Det har været et omfattende arbejde, som også er blevet meget bredere og mere omfangsrigt, end vi oprindelig havde forudset. Bl.a. fordi vi har accepteret og inddraget nye ideer lige til det sidste, siger Halberg. Kapitlet om fødevaresikkerhed er et eksempel på et aspekt, som ikke i første omgang var planlagt som en del af hvidbogen.
Som en del af arbejdsprocessen har FØJO for nylig afholdt en konference, hvor deltagerne gennemspillede en række fremtidsscenarier, der fik stor opmærksom. Referatet fra disse scenariespil kan nu læses på nettet og vil i lighed med de øvrige baggrundskapitler indgå som inspiration i hvidbogen.
- Scenarierne er gode til at skitsere hvilke udviklingsmuligheder og hvilket potentiale, der er. Men det er ikke scenarierne, der bliver det centrale i rapporten til Fødevareministeriet, understreger Niels Halberg. Det bliver selve videnssyntesen, der vil få et omfang på 20-25 sider og indeholde analysens anbefalinger til ministeren. Læs mere om den kommende hvidbog på: www.ecowiki.org