Hvert fjerde landbrug på vippen

LANDBRUGSSTØTTE – Hvert fjerde landbrug er på vej ud over kanten af den økonomiske afgrund. Dansk landbrug står til at miste op mod 2,4 milliarder kroner årligt, fordi EU skærer ned på landbrugsstøtten.

Der er kun 12.400 heltidslandbrug tilbage, og hver fjerde er på vej ud over kanten af den økonomiske afgrund.

EU-landene er blevet enige om et budget for de kommende år, som betyder, at den direkte landbrugsstøtte til landmændene reduceres med 20 procent.  Ifølge Videncenter for Landbrug betyder det, at 3.100 landbrug kan se frem til et varigt minus på bundlinien.

En reduktion på 20 procent vil betyde et tab på ca. 77.000 kroner p.r landbrug. Hvis der yderligere overføres 15 procent fra den direkte støtte til landdistriktsmidlerne, som der åbnes for, vil den samlede EU-støtte resultere i et minus på 122.000 kroner for et gennemsnitligt landbrug.

Kan betyde det endelige dødsstød
- Hvis støtten reduceres og flyttes som foreslået, vil det drastisk forringe indtjeningsevnen for en lang række virksomheder, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef, Videncentret for Landbrug.

I praksis betyder det, at 1.730 danske landmænd mister evnen til at opnå et positivt driftsresultat.

- Der er i forvejen 1.400 heltidsbedrifter, som ikke er i stand til at skabe et positivt driftsresultat, og hvis støtten nedsættes til disse bedrifter, kan det være det endelige dødsstød.

Hvert fjerde landbrug
- Når vi dertil lægger de 1.730 bedrifter, som ikke kan skabe overskud, hvis støtten reduceres og flyttes, vil der i værste fald være 3.100 landbrug, som bliver urentable – det svarer til hvert fjerde landbrug. Derudover bliver økonomien også svækket hos alle øvrige landmænd, der mister støtte, siger Klaus Kaiser.

De mest udsatte 1.730 landbrug har en samlet gæld på knap 40 milliarder kroner. Knap en fjerdedel er bankgæld.

I dag er der kun 12.400 heltidsbedrifter tilbage i dansk landbrug. Hertil kommer en masse mindre deltids- og hobbylandbrug, hvor der er mindre end en arbejdsplads.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: