Det har taget 23 år, og der gravet så meget jord op fra de gamle benzingrunde, at Rundetårn kunne fyldes 600 gange. Men nu er det slut, og forureningen er fjernet fra alle de gamle nedlagte benzinstationer.
Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet, som glæder sig over, at Danmarks hidtil største privatfinansierede miljøgenopretning omsider er slut. Det er nemlig midler fra Oliebranchens Milljøpulje, der har finansieret forureningsbekæmpelsen.
Hvem skal have regningen?
I kølvandet på energikriserne i 1970′erne blev der op til 1990 lukket tusindvis af danske benzinstationer, uden at det stod helt klart, hvem der skulle betale for den efterfølgende oprydning. For hvem havde egentlig ansvaret for forureningen?
Den sidste ejer af stationen, olieselskabet eller måske offentligheden?
Spørgsmålet kunne føre til slagsmål og lange retssager, før et eventuelt ansvar kunne placeres og oprensningen sættes i gang.
På den baggrund indgik brancheorganisationen Energi- og olieforum en aftale om oprydning med miljømyndighederne, der hvilede på frivillighed. Sådan blev Oliebranchens Miljøpulje skabt.
Hver tredje grund var forurenet
Nu er arbejdet slut efter 23 år. 9.820 tidligere benzingrunde er undersøgt. Af dem var 3.438 forurenede. Forureningen blev fjernet, så den ikke kan true grundvandet. Rundetårn kunne fyldes op 600 gange med det jord, der er gravet op.
- Miljøpuljen har løst en vigtig samfundsopgave med at rense forurenede grunde, der kunne true vores drikkevand. De danske jordforureninger er en omfattende og langsigtet opgave at håndtere, og det koster mange penge. Derfor er jeg glad for, at oliebranchen valgte at tage ansvar for oprydningen af benzingrundene, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Stor forureningsrisiko
Ifølge salgsdirektør i OK, Anders Knudsen, der har været formand for Oliebranchens Miljøpulje de seneste 18 år, har det været et langt sejt træk.
- Kortlægning og oprensning af forureninger har stået på i mere end 20 år i tæt samarbejde mellem oliebranchen og myndighederne. Det har været et langt sejt træk, men alle involverede har holdt fokus undervejs. Bundlinjen er derfor i dag, at Miljøpuljen har fjernet en stor potentiel risiko for forurening af vores grundvand, siger han..
Alle nye tanke på benzinstationerne er i dag dobbeltvæggede, og alle tanke er udstyret med alarmer. Det skal sikre, at benzin og diesel ikke siver ud og dermed kan forurene jord og grundvand.