Per Kølster er rykket ind i et par af længerne på den gamle Krogerup Avlsgård i Humlebæk, hvor også virksomheden Aarstiderne holder til.
Per Kølster, der er en af økologiens grand old men, agronom, forfatter og tidligere lektor på Landbohøjskolen, har i mange år dannet par med forfatter og TV-kok Camilla Plum på Fuglebjerggård, nord for København, hvor han med stor entusiasme har udviklet den ene øltype efter den anden.
Men nu er parret blevet skilt, og 1. januar rykkede Per Kølster og hans flyttelæs med gæringstanke og andre remedier ind i det gamle mejeri på Krogerup, mens malteriet har fået lokaler i nordfløjen.
Laver alle råvarer selv
Efter næsten en måned er han ved at finde sig til rette og inviterer 10. februar til åbent hus og ølfest i de nye lokaler.
- Vi skal lave alle råvarer selv, og det bliver formentlig det eneste sted i verden, hvor man vil kunne opleve alle led i processen lige fra kornet bliver dyrket på marken over maltning og brygning til den færdige øl kan tappes og hældes på flasker, forklarer Per Kølster.
Sideløbende med sine aktiviteter som brygmester skal Per Kølster i en deltidsstilling sammen med Søren Ejlersen fremover være med til at styrke Aarstiderne og gøre Krogerup til et endnu mere levende og spændende sted med nye undervisningstilbud, kurser og aktiviteter.
Undervisning og markvandringer
Allerede fra foråret starter en stribe aktiviteter som bagekurser, ølkurser, podning af æbletræer, markvandringer og landkøkkener med Per Kølster som primusmotor.
Per Kølster har hidtil solgt sine op mod 15 forskellige slags øl via lokale forbindelser og til restauranter i København, men fremover bliver det også muligt at smage på brygmesterens resultater som kunde hos Aarstiderne.
Her vil man kunne bestille udvalgte typer af øl og efterfølgende få dem leveret sammen med de øvrige varer i Aarstidernes kasseordning.
- Jeg håber at blive klar med en påskebryg, men på grund af flytningen tør jeg ikke love noget, siger Per Kølster. Normalt skal en påskebryg i gang omkring jul, så nu må vi se.
Pingback: Kølster Malt og Øl laver råvarerne selv