Tusindvis af børn har boltret sig i økologisk halm, bagt snobrød og pandekager over bål og klappet økologiske heste, køer, får og kaniner i denne weekend.
For 19. gang inviterede økologiske gårde overalt i landet nemlig til økologisk høstmarked, og ikke mindre end 63.400 danskere benyttede sig af muligheden for at møde deres lokale økologiske landmand og opleve, hvor meget det betyder for dyrevelfærd, miljø og kvalitet at købe økologisk.
- Med de mange tilbud der er til børnefamilier i dag, er det er rigtig positivt, at mange forældre og bedsteforældre vælger at tage deres børn eller børnebørn med til Økologisk Høstmarked for at give dem en god oplevelse og vise dem, hvor fødevarerne kommer fra, siger projektleder i Økologisk Landsforening, Birgitte Nygaard.
Hun roser desuden de økologiske landmænd for at have skabt et “godt og autentisk arrangement”.
De økologiske høstmarkeder er arrangeret af Producentsammenslutningen Økosalg og Oplysning. Høstmarkedet gennemføres i samarbejde med Økologisk Landsforening med tilskud fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram samt et sponsorat fra SuperBest.