Høegh skrev selv de »tossegrønne« miljøkrav

KOMMENTAR – Nu prøver de tre letfærdige Venstre-MF’ere at trække i land. De har skruet retorikken ned til at handle om ‘udfordrende miljøregler’, der gør det vanskeligt at dyrke korn, men altså ikke umuligt længere, skriver Kjeld Hansen.

Ganske stilfærdigt vil jeg gerne understrege, at de to Venstre-MF’ere, Lars Chr. Lilleholt og Henrik Høegh, gentagne gange i deres debatindlæg i de seneste uger har påstået, at de danske miljøregler har medført, at ‘vi hverken kan lave brød, øl eller svinefoder af de afgrøder, som vi selv dyrker’.

Det er simpelthen ikke sandt. Der bages masser af brød, brygges hektolitervis af øl og fodres millioner af svin med danskproduceret korn, som FødevareWatch påviste 6. november ved bl.a. at citere direktør Kim Jørgensen fra Danish Malting Group for at hævde, at ‘årets høst af maltbyg er den bedste i hundrede år rent kvalitetsmæssigt’.

Skruer ned for retorikken
Nu prøver de tre letfærdige Venstre-MF’ere i en kommentar her på OrganicToday.dk at trække i land. De har skruet retorikken ned til at handle om ‘udfordrende miljøregler’, der gør det vanskeligt at dyrke korn, men altså ikke umuligt længere. Til gengæld kalder Lilleholt og Høegh de nuværende miljøkrav for ‘tossegrønne’.

Må jeg erindre om, at disse ‘tossegrønne’ regler blev formuleret i ‘Grøn Vækst-planen’ sammen med de obligatoriske randzoner af den tidligere regering. Og hvad hed den ansvarlige fødevareminister dengang? Henrik Høegh.

Så meget for de herrers troværdighed. Det er helt OK at tale godt for sin syge moster, men det er ynkeligt at lyve.

Læs også Venstre: Vi propaganderer ikke

Kjeld Hansen er journalist og gårdejer.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: