Her er fremtidens bøf

KUNSTIGT KØD – I går kunne hollandske forskere servere verdens første kunstige bøf. Om blot 25 år vil op mod halvdelen af kødproduktionen foregå i et laboratorium, forudser dansk forsker.

Verdens første kunstige bøf, fremstillet i et laboratorium af muskelceller fra en ko. /Foto: Maastricht University

I går kunne forskere ved Maastricht Universitet i Holland servere verdens første kunstige bøf, fremstillet i et laboratorium ved hjælp af stamceller fra en ko. Det skete ved et arrangement i London.

En af de to frivillige forsøgspersoner, som havde sagt ja tak til at smage den kunstige bøf, var overrasket over, at den kunstige bøf ikke smagte mere syntetisk.

Prøvesmagning: Smagen er tæt på

Hanni Rützler smagte den kunstige bøf og er overrasket over, at smagen er så tæt på rigtig kød. /Foto: Maastricht University

- Smagen er meget tæt på rigtigt kød. Konsistensen er også god. Men overfladen er meget sprød. Lidt ligesom kage. Og så er den ikke så saftig som almindeligt kød indeni, sagde Hanni Ruetzler, der forsker i madtrends.
- Det, vi prøver i dag, er vigtigt, fordi jeg håber, det vil vise, at kultiveret bøf er svaret på nogle af de store alvorlige problemer, verden står over for, siger professor Mark Post, som er leder af laboratoriet ved Maastricht Universitet, som har skabt den kunstige bøf.

- Vores burger er fremstillet af muskelceller fra en ko. Vi har ikke ændret dem på nogen måde. Hvis det skal være en succes, skal bøffen ligne, føles og forhåbentlig smage som en rigtig bøf, siger han i en pressemeddelelse.

Vil få stor markedsandel
De kunstige bøffer kommer ikke ud i butikkerne hverken i morgen eller til næste år. Men allerede i løbet af få årtier vil kunstigt kød vinde indpas på middagsbordene, spår en dansk forsker.

- Der går ikke 50 år, før kødet har erobret en væsentlig markedsandel. Allerede i 2040 kan vi have en situation, hvor halvdelen af kødproduktionen stammer fra dyrkede celler, siger Niels Oksbjerg, seniorforsker ved Aarhus Universitet, Institut for fødevarer til Ingeniøren.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: