Hellere lavere energiafgifter end en sænkelse af selskabsskatten. Sådan lyder meldingen fra landets topchefer i en ny Greens-måling, når de skal vurdere, hvilket initiativ i regeringens Vækstplan DK, der vil gøre mest gavn i deres virksomhed, skriver Børsen.
Blandt fremstillingsvirksomheder vurderer 70 pct. af topcheferne, at lavere energiafgifter har “stor eller meget stor værdi” for deres virksomhed, mens det tilsvarende tal for selskabskatten er 41 pct.
Energiafgifterne, der kun koster en tredjedel af lettelsen af selskabsskatten, er en bedre måde at skabe vækst og arbejdspladser på, lyder et af argumenterne.
- Der er ikke nogen tvivl om, at energiafgifter fylder rigtig meget. Vi har nogle af verdens højeste energiafgifter. Og det betyder selvfølgelig, at de er en direkte vej til at sikre en bedre konkurrenceevne for danske virksomheder, siger Tine Roed, direktør i DI til avisen.
Hun er dog ikke enig i, at det havde været en bedre idé at sænke selskabskatten noget mindre for på den måde at frigøre flere penge til lavere energiafgifter, sådan som erhvervslivet ønsker.
- Vi kan ikke bare nøjes med at sænke afgifterne. De løser et problem i forhold til konkurrenceevnen. Men selskabsskatten skal løse en anden af de udfordringer, vi har, som er at tiltrække flere udenlandske investeringer, siger hun.