Der er tale om politisk drilleri, når de borgerlige partiledere til højre for midten kritiserer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at tale om kartoffelskrællere i sin åbningstale og ikke om de større linjer i dansk politik.
Den kritik falder Socialdemokraternes miljøordfører Jens Joel fra brystet. Han mener, den borgerlige kritik er et politisk drilleri, partilederne har koordineret imellem sig.
- Det er temmelig arrogant og nedladende. Både over for statsministeren, men mest af alt over for danskerne, siger han til Politiken.
Også miljøminister Ida Auken (SF) er harm over det borgerlige indspark. Hun mener, Venstre slår plat på miljøet i den måde, partiet langer ud efter åbningstalen.
- Dermed gør de grin med det, som optager mange danskere: hvordan vi får skabt et samfund, vi kan videregive til vores børn med god samvittighed. Jeg synes, det er udtryk for en politisk kynisme, som vi ikke kan være bekendt over for kommende generationer, siger ministeren til Politiken.
Det er en god idé at brænde det affald, som brænder let, og hvor der ikke er oplagte muligheder for genanvendelse: Mælkekartoner og køkkenrulle for eksempel. Men det er mindre oplagt, at vi skal brænde kartoffelskræller og salatrester, der ikke er særligt brændbare.