Nye beregninger fra forskere på blandt andet Niels Bohr Instituttet viser, at havene i Nordeuropa vil stige betydeligt mere, end forskerne hidtil har antaget. Det betyder, at især Danmark og de de øvrige skandinaviske lande samt England, Nordtyskland og Holland risikerer at blive oversvømmet på udsatte steder.
Ifølge forskerne er der reel risiko for, at det, som hidtil er blevet betragtet som høje scenarier i Holland og England, vil blive overskredet, mens København er lidt mindre udsat. Her vil stigningerne formentlig nå op til 0,68 meter, men forskerne vurderer, at der i værste fald er risiko for stigninger helt op til 1,6 meter.
Det skyldes den globale opvarmning, som får iskapperne på land til at smelte og flyde ud i havet, som derfor stiger.
Ikke samme stigninger overalt
Havstigninger er en betydelig trussel for kystområder over hele verden, men truslen er ikke lige stor overalt på Jorden. Det afhænger af mange regionale faktorer, fortæller Aslak Grinsted, lektor på Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.
- Selv om verdenshavene stiger, så stiger de ikke jævnt det samme overalt på kloden. Det skyldes blandt andet regionale ændringer i tyngdefeltet og landhævninger, siger han.
Tyngdekraften henover jord- og havoverfladen varierer på grund af undergrundens og omgivelsernes forskellighed. Jo mere masse, jo større er tyngdekraften. Den kæmpestore iskappe på Grønland tiltrækker havet, som derfor bliver højere rundt omkring Grønland. Når iskappen smelter og flyder ud som vand i havet, fjernes dén tiltrækning, og selvom der er kommet mere vand i havet, vil havniveauet omkring Grønland falde, forklarer Aslak Grindsted.
Under istiden har Nordeuropa haft en tyk iskappe, som har tynget landet ned. Det har stadig stor betydning.
Når den tyngde forsvinder, hæver landet sig, og selv om det er mere end 10.000 år siden, at isen forsvandt, så hæver landet sig stadig. Beregningerne viser, at i den Botniske Bugt hæver landet sig stadig så meget, at det hæver sig hurtigere end havet vil stige, når klimaet bliver varmere.
FN’s Klimapanel (IPCC) har estimeret, at den gennemsnitlige globale opvarmning i dette århundrede vil stige med 4,5 grader C i et business-as-usual-scenarie. Det vil sige, at vi fortsætter med at udlede drivhusgasser som hidtil. Effekten vil være havstigninger.
- Ud fra FN’s klimapanels rapport for havstigninger, suppleret med ekspertviden om iskappernes afsmeltning, for eksempel hvor hurtigt isen på Grønland og Antarktis vil smelte og sammenholdt med de regionale ændringer i tyngdefeltet og landhævninger har vi beregnet, hvor meget havet vil stige i Nordeuropa, fortæller Aslak Grinsted.
Højere stigning end beregnet
Beregningerne viser, at der er en reel risiko for, at det, som er blevet betragtet som høje scenarier i Holland og England vil blive overskredet.
- For London er beregningen, at havniveauet med stor sandsynlighed vil stige med 0,8 meter. I England har man betragtet en havstigning på mere end 0,9 meter i dette århundrede som meget usandsynlig, men vores nye beregningen viser, at der er 27 procent risiko for, at denne grænse overskrides, og at vi ikke kan udelukke havstigninger på op 1,75 meter, fortæller Aslak Grinsted.
For Holland siger beregningen, at havstigningen med stor sandsynlighed vil være på 0,83 meter, men at der er 26 procent risiko for stigninger, der overgår det eksisterende high-end scenarie på 1,05 meter, og at havstigninger på helt op til 1,80 meter ikke kan udelukkes.
- Begge lande har allerede etableret beskyttelser af kysterne med barrierer, sluser og diger, men er det nok? Jeg håber, at vores beregninger om værst-tænkelige-scenarie vil blive taget i brug i landenes klimatilpasning, siger Aslak Grinsted.
København mindre udsat
København er lidt mindre udsat. Her estimeres det, at havet højst sandsynlig vil stige med 0,68 meter, men at der er risiko for stigninger op til 1,6 meter.
Men selv om havet globalt i gennemsnit vil stige med 80 centimeter, vil havniveauet i den Botniske Bugt ved Finland falde med 10 centimeter på grund af landhævning. Landet hæver sig hurtigere end havet stiger.
Den reducerede gravitationelle tiltrækningskraft fra den grønlandske iskappe vil resultere i et lavere havniveau så langt væk som 2000 kilometer fra Grønland i Irland, Skotland og Norge. Det betyder, at afsmeltningen fra Grønland vil bidrage med 14 centimeter til det globale havniveau, men lokalt i Edinburg vil dette give et fald på 4 centimeter.
Aslak Grinsted fortæller, at den helt store usikkerhed i forhold til at forudsige de globale havstigninger er, hvor hurtigt isen på Antarktis vil smelte, og om det sker med et stort kollaps. Men selv uden et kollaps af isen på Antarktis bør udsatte lande forberede nødplaner i deres kystsikring efter det ’værst-tænkelige-scenarie’.