Haveejerne smugler gift fra Tyskland

NATUR – 13 bilister blev snuppet med ulovlige bekæmpelsesmidler, som de havde med over grænsen fra Tyskland, viser en stikprøvekontrol fra Miljøstyrelsen. Miljøminister Ida Auken lover øget information og kontrol.

Mange haveejere smugler sprøjtegift med hjem fra Tyskland. Foto: CC BY JeepersMedia

Myregift, sneglegift og Roundup ryger ofte ned i indkøbskurven sammen med øl, sodavand og slik, når danskere handler i grænsebutikker.

Det viser en stikprøvekontrol, som Miljøstyrelsen for nylig har foretaget ved grænsen i Padborg. I løbet af blot halvanden time overtrådte 13 bilister loven ved at have i alt 23 tyske bekæmpelsesmidler med i bagagerummet.

Overraskende stort fund
Miljøstyrelsen betragter mængden og antallet af sager som overraskende stort i betragtning af kontrollens meget korte varighed. Derfor vil miljøminister Ida Auken nu øge informationen og kontrollen overfor danske forbrugere, så de ikke er i tvivl om, hvad de må tage med over grænsen.

- Jeg ser med alvor på det store fund af ulovlige bekæmpelsesmidler i personbiler. Mange haveejere er sikkert ikke klar over, at de kun må fjerne ukrudt, snegle og myrer med midler, som er godkendt i Danmark. Derfor skal vi have bedre fat i haveejerne. Kun på den måde sikrer vi, at de midler der bruges i haverne hverken skader vores drikkevand eller sundhed. Samtidig følger vi op med mere kontrol, lover miljøminister Ida Auken.

Forbuddet mod import gælder også produkter, der ligner de midler, man kan få på den danske side af grænsen, for der kan være forskel på doseringen eller på produkternes sammensætning, selvom de hedder det samme.

Ulovligt siden 1999
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion konfiskerede alle 23 bekæmpelsesmidler. Miljøstyrelsen er især foruroliget over fundet af fem pakker af insektsprayen Gerzett, der blandt andet indeholder aktivstoffet dichlorvos, som har været ulovligt i Danmark siden 1999. Stoffet er meget giftigt og mistænkes for at være kræftfremkaldende.

Bekæmpelsesmidler indeholder kemiske og mikrobiologiske stoffer, der har det til fælles, at de er beregnet til at slå levende organismer ihjel. Miljøstyrelsen skal godkende alle insekt- og plantebeskyttelsesmidler, før de må importeres, sælges og bruges i Danmark for at sikre, at produkterne ikke skader miljø eller sundhed.

Miljøstyrelsen gennemgår og godkender også produktets etiket og brugsanvisning, så haveejeren kan dosere produktet rigtigt, tage de rette forholdsregler og bortskaffe rester og emballage på forsvarlig vis.

Dansk etiket er haveejernes garanti
En dansk etiket og brugsanvisning er haveejernes eneste garanti for, at et produkt lever op til de strenge danske godkendelseskrav. Har produktet ikke det, så er det strafbart at sælge, bruge eller besidde.

- Det er klart, at det er et mindre problem, når en haveejer henter to myrelokkedåser, end at en landmand importerer ulovlige sprøjtemidler til sit landbrug. Men vi skal have fat i grænsebutikkerne, så de ikke reklamerer for bekæmpelsesmidler i deres tilbudsaviser til danskerne, siger miljøminister Ida Auken.

Miljøministeren har derfor bedt Miljøstyrelsen tage kontakt til grænsebutikkerne for at informere om de danske regler.

Miljøstyrelsens taskforce sammen med SKAT og Naturerhvervsstyrelsen samarbejder om kontrol med import, anvendelse og opbevaring af sprøjtemidler.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: