Havbønder er de nye grønne helte

MAD – Thimble Island Ocean Farm  dyrker tang og søgræs og fanger østers og muslinge i bure. Forleden blev konceptet belønnet med Realdanias pris. Fødevareproduktion i havet har store perspektiver.

En af havbønder i gang med arbejdet. Fødevareproduktion i havet har store perspektiver.

Af Knud Anker Iversen, daglig leder af Miljø- og Energicentret i Høje-Taastrup

Tænk sig at kunne blive landmand på havet ved at investere i alt godt 100.000 kroner i en båd uden at gøre brug af gødning, ferskvand, antibiotika eller pesticider.

Tværtimod at kunne producere fødevarer, gødning, dyrefoder og biobrændsel og samtidig opsamle fem gange så meget CO2, som man ville kunne på et lignende areal på landjorden.

Det lyder som en sang fra de varme lande fyldt med varm luft.

Ikke desto mindre var det præcis et sådant initiativ, der blev belønnet med Realdanias pris ved den årlige prisuddeling hos Sustainia (Ugebrevet Mandag Morgen), i begyndelsen af februar.

25 havbønder i USA og Canada
Foreløbig er der 25 havlandmænd i gang ud for den canadiske og amerikanske østkyst, men mange flere er på vej – også fra andre lande. Der er tale om vertikal farming under havoverfladen.

Det er virksomheden Thimble Island Ocean Farm, der står bag konceptet, som indebærer, at man dyrker tang og søgræs i kombination med dyrkning af østers og muslinge i bure.

Der er tale om et initiativ, der ikke kræver hverken stor økonomi eller lang uddannelse af farmerne. Der er tale om et retfærdigt projekt, der netop retter sig mod de mennesker, der måske ellers ville være arbejdsløse og fanget i fattigdom.

Det er open source, hvilket indebærer at alle skal kunne være med. Ingen patenter her.

Fantastiske perspektiver
– Der er fantastiske perspektiver i jeres initiativ, sagde direktør Jesper Nygaard fra Realdania ved prisoverrækkelsen til grundlæggeren og ejeren af Thimble Island Ocean Farm, Bren Smith.

- Over 40 procent af verdenshavene er allerede i dag alvorligt og negativt påvirket af menneskelig aktivitet. Der er stærkt brug for initiativer, der afhjælper dette forhold. Ikke bare sikrer initiativet, at der kommer liv i døde havområder. Det renser havet og styrker biodiversiteten og skaffer mad og jobs.

Vil arbejde i 3D på havet
Bren Smidt gik ud af skolen som 14-årig. Han ville være fisker. Han prøvede livet som industriel fisker og oplevede, hvordan de tømte havet, brugte voldsomt mange ressourcer og rev havbunden op.

Han stoppede i erkendelse af, at hvis det fortsatte sådan, ville han ikke kunne blive ved med at leve af det fiskeri, han elskede. Efter kortvarigt at have arbejdet med miljøbelastende dambrug på land, nåede han frem til konklusionen, at vi skal arbejde i 3D på havet. At arbejde i tre dimensioner: man skal være fisker, landmand og miljøvogter på én og samme gang.

Det er det, som han og stadig flere nu efterlever, og som han høster stor anerkendelse for. Ikke blot i form af den fornemme pris hos Sustainia, men i USA har han høstet adskillige priser for landmandslivet til havs.

Det handler ikke kun om at skaffe føde til mennesker. Det handler også om at styrke lokalsamfund i en række kystnære områder.

Har man ikke mulighed for selv at rejse kapitalen, er der allerede nu erfaringer med at etablere og drive havfarmen på andelsbasis, således at andelshaverne er sikret en andel i fangsten.

Mange anvendelsesmuligheder
Projektet giver også mulighed for hurtigvoksende tangplanter, der bruges som gødning. Der er tale om et blåt-grønt samarbejde idet næringsstoffer, høstet på havet vil kunne nyttiggøres i for eksempel produktion af tomater på land.

Udover gødning har tang også potentiale som biobrændstof og vil kunne fortrænge den fossile olie.

Søgræs har også – udover at være hurtigvoksende – andre spændende egenskaber. De indeholder for eksempel flere proteiner end sojabønner og mere calcium end mælk. Der er masser af potentiale i dette landmandsskab til havs. Vi har kun lige set starten.

Ocean-farming er et robust og langtidsholdbart initiativ, som har overlevet to store orkaner, idet det ligger gemt under havoverfladen og er markeret ved bøjler på overfladen. Det skal også være langtidsholdbart. Bren Smidt har ambitioner om, at der inden 2025 skal være en million ocean-farmere.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: