Har spelthippierne rent mel i posen?

ØLANDSHVEDE – Mød Fødevarepolitiets øverste chef, Dan Cake og Bent Burgris, der er overfuldmægtig i Fødevarepolitiets særlige indsatsstyrke for tåbeligheder. Søren Sørøver rapporterer fra Fødevarepolitiets seneste aktion mod spelthippierne, som tilsyneladende ikke har helt rent mel i posen.

Fra pålidelige kilder i Fødevarepolitiet forlyder det, at en mindre justering af færdselspolitiets nye måleudstyr, der er i stand til at spore rester af euforiserende stoffer i bilisters blodbaner flere dage efter indtagelsen, og som i disse dage kradser bunker af penge ind til bødekassen, kan gøre livet surt for de revolutionære spelthippier, der i ny og næ nyder en skive brød eller to af én af de ulovlige kornsorter.

Søren Sørøver grebet på fersk gerning i færd med at sniffe amo-færdigblanding. Foto: Lone Landmand

Indtil nu har fødevaremyndighederne set igennem fingre med dette misbrug af især ølandshvede, der som bekendt ikke er en godkendt sort på EU’s sortsliste. Bent Burgris, der er overfuldmægtig i Fødevarepolitiets særlige indsatsstyrke for tåbeligheder udtaler sig til os: ‘At tillade et forbrug af en kornsort udelukkende på baggrund af højt næringsindhold og god smag uden skelen til økonomiske interesser er fuldstændig uhørt’.

Svedjerug beslaglagt i Pshuerstreet
Indsatsstyrken har allerede ryddet store dele af den kendte og problematiske gade Pusherstreet på Christiania, hvor betydelige mængder af især svedjerug blev beslaglagt. Bent Burgris vil dog gerne slå fast, at dette ikke kun er et problem i de klassiske misbrugerkredse. Få dage forinden havde en undercoverbetjent antastet og nedlagt en velbeslået Frederiksbergborger, der på vej ud af Irma kom luskende med to kilo friskmalet emmer. Han forsøgte sig med den klassiske undskyldning: ‘Det er bare til eget forbrug’, men som den stolte betjent udtaler: ’2 kg emmer, hvor dumme tror han, vi er?’

Vi har selvfølgelig forsøgt at få en udtalelse fra Fødevarepolitiets øverste chef Dan Jørgensen, men han er travlt optaget af vigtige forhandlinger med Dan Cake. Det forlyder, at de ønsker farven på det nu grønne nøglehulsmærke ændret til en mere gul nuance, som passer bedre til den klassiske citronmåne.

Dan Jørgensens pressechef skriver dog i en svarmail, at det ikke er Dan Jørgensens intention, at det skal gå ud over den ‘almindelige bruger’– det er som altid i den slags sager bagmændene, vi går efter, men der skal statueres eksempler, og her er det trods alt nemmere at få fingre i den lille mand.

Specialtrænet kornhundekorps
Da problemets omfang nu for alvor er gået op for regeringen, er der naturligvis afsat 100 millioner kroner hovedsageligt til et specialtrænet kornhundekorps og 20 paller gummihandsker, ‘da en del rektalundersøgelser må forventes’, udtaler Bent Burgris og fortsætter: ‘Det kan nok komme bag på nogen, hvis du forstår sådan en lille en.’

Der er stadig ikke fastlagt en strafferamme, men flere muligheder bl.a. vand og brød har været på tale. Nogen har nævnt boller fra Kohberg, men som Bent Burgris tilføjer: ‘Trods det grønne nøglehulsmærke kan der stadig være tale om brud på flere menneskerettighedskonventioner ved den affodring.’

Én ting er sikkert – et klip i førerbeviset og et hak i tuden er uundgåeligt!

Her på redaktionen arbejder vi benhårdt på at fjerne beviserne, mens vi omfavner de mange spændende Amo-færdigblandinger; frie for forstyrrende smag og næringsindhold. Fra nu af gælder det om at have rent mel i posen!

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: