Hanegal sparer 500 ton CO2 med ny mølle

HANEGAL – Den økologiske virksomhed Hanegal har sparet klimaet for over 500 tons CO2, siden en vindmølle begyndte at levere al strøm til produktionen i januar 2013.

Hanegal-medejer Fie Graugaard fejrer årsdagen med en krammer til den 84 meter høje vindmølle. Foto: Hanegal

Takket være vindmøllen slipper der 330 gram mindre CO2 ud i atmosfæren, hver gang Hanegal producerer 1 kg økologisk pålæg eller andre kødvarer.

Så meget ville der nemlig være udledt af den skadelige drivhusgas, hvis produktionen var baseret på strøm fra et kulfyret kraftværk.

Konkret betyder det, at hver gang en kunde køber for eksempel en pakke med fem Hanegal wienerpølser, bliver atmosfæren sparet for 100 gram CO2. Det blev i 2013 til over 500 tons, oplyser Fie Graugaard, der er medejer af Hanegal.

Overskud af energi
- Siden vi begyndte i 1980, har Hanegal arbejdet med at forbedre miljøet og producere sunde, økologiske fødevarer. Med møllen har vi taget næste skridt ved at omstille til klimavenlig energi. Nu har møllen produceret strøm i et år og det er meget glædeligt, at strømforsyningen til vores fabrik nu er CO2 neutral, erklærer hun tilfreds.

Efter de første 10 måneder havde møllen produceret en mængde energi, som svarer til produktion af selve møllen. Herefter er møllens energiproduktion rent overskud af CO2 neutral energi.

Alle kan følge med
Går man ind på Hanegals hjemmeside www.hanegal.dk, kan man under et billede af en snurrende vindmølle selv følge med i, hvor meget strøm møllen leverer lige nu. Man kan også se, hvordan dens elproduktion og CO2 besparelse har været de seneste 24 timer.

Partnerskab om klimaet
Møllen er stillet op ved Grindsted i Vestjylland i et klimapartnerskab med selskabet SE Big Blue. Hanegal er den første fødevarevirksomhed i Danmark, som er gået ind i denne type partnerskab.

80 procent af al den energi, der bliver brugt til produktion af Hanegals pålæg og andre varer, kommer fra den CO2-neutrale strøm. De sidste 20 procent kommer fra naturgas.

Hanegal producerer en lang række pålægs-produkter og andre fødevarer, alle helt økologiske og uden tilsætningsstoffer.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: