Hanegal skruer op for plantebaseret økologisk mad

MAD – Hanegal blev kendt på at forarbejde og sælge økologisk kødpålæg. Nu er stifterne klar til at satse på plantebaseret økologisk protein. Vi skal spise mindre kød i fremtiden, siger Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen.

Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen etablerer ny virksomhed, som vil satse på økologisk planteprotein.

Der er godt nyt for vegetarer og andre, der gerne vil spise mere plantebaseret mad.

Hanegal, der for 25 år siden var de første på det danske marked med økologiske pålægsprodukter har en ny virksomhed på tegnebrættet. Den skal udvikle og fremstille nye plantebaserede proteinrige retter, som kan hjælpe med at minimere eller helt undgå kødet i den daglige kost.

- Missionen er at fremme omstillingen til et mindre kødforbrug ved at udvikle nye planteproteiner, som både er velsmagende og som samtidig har en struktur og konsistens, der gør dem egnede til at erstatte kødet i traditionelle kødprodukter som pålæg, pølser og middagsretter, siger Ulrich Kern-Hansen, der er direktør i Hanegal, som han stiftede for 25 år sammen med Fie Graugaard.

Dengang var målet at understøtte den økologiske produktionsform, som tager vidtgående hensyn til miljø, grundvand, dyrevelfærd, jordens frugtbarhed og samtidig gør det muligt at fremstille rene produkter uden unødvendige kemiske hjælpestoffer.

Klodens tilstand
- Målet er det samme i dag, men nu står vi alle med ny viden om klodens tilstand, og der er bred enighed om at forbruget af kød skal nedsættes markant, hvis vi skal undgå yderlige global opvarmning og mangel på fødevarer til en voksende befolkning, erklærer de.

Hanegal forventer, at udviklingen af nye økologiske teksturerede planteproteiner vil kunne bringe Hanegal helt i front med udvikling af plantebaserede alternativer til de klassiske kødprodukter som pålæg, pølser og middagsretter.

- Dermed vil det nye selskab også understøtte Hanegal målsætning om, at andelen af plantebaserede produkter skal øges markant i de kommende år. Hanegal bestyrelse vil sætte konkrete mål for denne omstilling på et strategimøde senere på foråret, fortæller Ulrich Kern-Hansen.

Den kommende fabrik bliver placeret tæt på motorvejen i Hedensted Kommune mellem Horsens og Vejle og skal udvikle og fremstille plantebaseret madprodukter med udgangspunkt i økologisk dyrkede danske proteinafgrøder som for eksempel ærter og hestebønner.

Større andel uden kød
I de senere år har Hanegal udviklet en række økologiske færdigretter uden kød og en økologisk plantebaseret postej. Målet er, at en langt større andel af Hanegals produkter fremover skal være uden kød, og her er der behov for udvikling af nye typer af økologiske planteproteiner, hvis produkterne skal have god smag og struktur.

Dermed vil det nye selskab også understøtte Hanegal målsætning om at andelen af plantebaserede produkter skal øges markant i de kommende år. Hanegal bestyrelse vil sætte konkrete mål for denne omstilling på et strategimøde senere på foråret.

Dette udviklingsarbejde sættes nu i gang ved at stifte selskabet Organic Plant Protein A/S. Ud over forsyning til Hanegals produktion forventes det, at planteprotein produkterne fra Organic Plant Protein A/S vil have et meget stort potentiale som eksportvare.

Anerkendte og erfarne eksperter er med
Direktør for det nye selskab bliver Per Lang Sørensen, som i en årrække har stået i spidsen for tilsvarende aktiviteter på Teknologisk Instituts forsøgsanlæg i Sdr. Stenderup. Om få uger tiltræder desuden en udviklingschef, som er blandt de førende i Europa indenfor udvikling og applikation af teksturede planteproteiner.

Ifølge Ulrich Kern-Hanen er den teknologisk specialviden helt afgørende for at få succes.

- Og den viden er nu til rådighed i virksomheden, så vi føler os godt rustet, siger han.

Blandt fagfolk er det velkendt, at der er gode muligheder i planteproteiner fra ærter og hestebønner, som kan dyrkes herhjemme, men der er mange andre proteinrige afgrøder, som slet ikke er afprøvet endnu. Dette udviklingsarbejde bliver også en vigtig aktivitet i det nye selskab.

Økologien skal i front
For Fie Graugaard, som er uddannet økologisk landmand og »chef-ideolog« for Hanegal, er det af afgørende betydning, at økologien tager »førertrøjen på plantevejen«.

- I øjeblikket er der risiko for, at det nødvendige nye fokus på plantebaseret kost vil ske på bekostning af de vigtige principper i den økologiske driftsform, som bl.andt andet sikrer, at grundvandet ikke bliver forurenet med pesticider. Det bør ikke ske, mener hun.

Danmark har er det land i verden, der producere mest kød pr. indbygger og det koster dyrt i importeret genmanipuleret soja til svine- og kvægfoder fra Sydamerika, Asien og USA.

Store perspektiver
De proteinrige bælgplanter, som skal anvendes til Hanegals vegetar-produkter er desuden særligt egnede til økologisk produktion, da de ved hjælp af mikroorganismer i jorden kan udnytte luftens indhold af kvælstof. Afgrøder skal derfor ikke gødes med kunstig kvælstofgødning.

Mange danske økologiske landmænd ser store perspektiver i at gå aktivt ind i arbejdet med dyrkningsforsøg og produktion af forskellige sorter af proteinafgrøder.

Ifølge Hanegal tyder alt på, at forbrugerne vil foretrække, at de nye plantebaserede alternativer er økologiske og uden E-numre, og at de er baseret på mere lokale råvarer fremfor importeret soya.

 

FAKTA om Organic Plant Protein A/S

Organic Plant Protein A/S vil så vidt muligt arbejde med økologiske råvarer fra Danmark eller fra nærområder i Europa.

  • Ny fabrik: Den nye fabrik forventes etableret tæt ved motorvejen i Hedensted kommune, og der arbejdes på at produktionen kan være i gang om ca. 9 måneder. Der er budgetteret med en samlet investering på ca. 25 mil.kr.
  • Samarbejde: Organic Plant Protein A/S er en ren økologisk virksomhed, og der vil derfor ikke blive arbejdet med konventionelle produkter. Råvarerne skal så vidt muligt være danske eller fra andre økologiske landbrug i EU. Der er allerede skabt interessante relationer, og der er stor åbenhed overfor flere.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: