Handlingsplan for økologi skal favne bredt

Landbrug & Fødevarer håber, at regeringens kommende handlingsplan for økologi vil styrke hele den økologiske produktion.

Det er positivt, at fjerkræbranchen får et løft. Men der er også behov for at tænke nyt og investere i nye løsninger, hvis vi skal beholde vores styrkeposition inden for økologi, siger Kirsten Lund Jensen.

Regeringen og Enhedslisten fremlægger i denne uge deres Økologiske Handlingsplan 2020. Blandt mange fornuftige elementer, som skal være med til at sætte skub i den økologiske udvikling de næste otte år, er bl.a. en fremrykning af investeringsstøtten.

- Handlingsplanen er et godt initiativ, og som erhverv er vi glade for, at vi har haft mulighed for at pege på vigtige indsatsområder. Særlig vigtigt for os har det været, at produktudvikling understøttes både i primærproduktion og i forarbejdningsvirksomheder, og at der tænkes i eksportfremmende initiativer og forskning i økologi, siger økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

Hun mener, det er vigtigt, at der er fokus på de sektorer, der halter bagefter som svineproduktionen, frugt og grønt og fjerkræbranchen.

- Det er meget positivt, at de får et løft. Men samtidig må man ikke glemme, at der fortsat i mælkeproduktionen er behov for at tænke nyt og investere i nye løsninger, hvis vi skal beholde vores styrkeposition inden for økologi, siger Kirsten Lund Jensen.

Behov for massiv forskningsindsats

Ifølge økologichefen er det afgørende, at ordningen er dynamisk, og at den fører til investeringer i konkrete projekter ude på både på bedrifterne.

- Det bliver spændende at se handlingsplanen i sin helhed. Som vi ser det, skal handlingsplanen have tre ben at stå på for at skabe en markant udvikling i økologien. Den skal stimulere afsætningen både på hjemmemarkedet og på eksportmarkederne, den skal føre til konkrete initiativer på produktionssiden, og så skal den følges af en solid forskningsindsats, der understøtter en fremadrettet udvikling i hele kæden fra jord til bord, siger Kirsten Lund Jensen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: